En børneopsparing har mange fordele. Først og fremmest er det med til at give dit barn en god start på et selvstændigt liv. Hvis du snakker med dit barn om, hvordan opsparingen skal bruges, åbner den op for en masse muligheder.
I dag kan du oprette en børneopsparing i langt de fleste banker. Du gør klogt i at være opmærksom på renter ved børneopsparing. Der er nemlig stor forskel blandt de mange banker. Ligeledes bør du være opmærksom på fradrag ved børneopsparing samt skat ved børneopsparing. Sidstnævnte er i særdeleshed vigtigt, hvis du vælger at investere børneopsparingen. Det kan for mange være en god mulighed for at gøre det indestående beløb større.
Der er flere regler ved børneopsparing, som du må kende. Det handler både om indbetaling til børneopsparing, samt hvornår du kan hæve børneopsparingen til dit barn.
Indholdsfortegnelse
- 1 Hvad er en børneopsparing?
- 2 Regler ved børneopsparing – det skal du vide
- 3 Børneopsparing – hvor meget må man sætte ind på børneopsparingen?
- 4 Er børneopsparingen ikke nok?
- 5 Fordele ved at tegne en opsparing
- 6 Begrænsninger ved en opsparing til dit barn
- 7 Det skal du vide om renter ved børneopsparing
- 8 Få mere ud af opsparingen – invester din børneopsparing
- 9 Hvad gør man med børneopsparing på kontanthjælp?
- 10 Lær alt om udbetaling af børneopsparing
- 11 Sådan tegner du den bedste børneopsparing
- 12 Snak med dit barn om brugen af børneopsparingen
- 13 Kom godt i gang
Hvad er en børneopsparing?
En børneopsparing er, som navnet antyder, en opsparing til dit barn. Det er dig som forælder, der kan tegne og indbetale til opsparingen.
Opsparingen bliver tegnet på en særlig konto. Det er en konto, der har bindingsperiode samt andre vilkår, der ikke er gældende på en almindelig konto. Desuden er en konto til en børneopsparing ofte kendetegnet ved fordelagtige renter.
Opsparingen kan med renter og renters rente blive grundlaget for en solid og stabil økonomisk start. Og hvis du ønsker et større afkast, er der mulighed for at investere i aktier eller obligationer.
Som forælder er den bedste opsparing, du kan give dit barn, en børneopsparing. Du kan starte med indbetalingen ved barnets fødsel. Dog skal opsparingen senest være oprettet, inden dit barn fylder 14 år.
Når barnet fylder 14 år, er det den tidligste alder, hvor dit barn kan få udbetalt sin opsparing. Pengene er bundet til barnet, indtil han eller hun fylder 18 eller 21 år. Det er forældrene, som beslutter, hvornår opsparingen skal udbetales til barnet.
Når du tegner din børneopsparing, sker det oftest gennem din bank. Der er stor forskel på de afkast, som bankerne giver i forbindelse med en sådan opsparing. De specifikke regler og krav vedrørende børneopsparing er uafhængige, da disse er politisk bestemt.
Du kan blandt andet vælge Nordea til børneopsparing eller Jyske Bank børneopsparing. Det vigtigste er, at du er tryg i den bank, som du vælger. Og at det er profitabelt for dig at have din opsparing der.
Regler ved børneopsparing – det skal du vide
I 2018 blev der i Finansloven vedtaget en stigning af den årlige maksimumbeløbsgrænse. Det giver dig som forælder mulighed for at oprette en endnu større opsparing til dit barn.
Ændringen i reglerne ved børneopsparing giver dig som forælder mulighed for at give dit barn en endnu bedre opsparing. Der vil være et større rådighed til dit barn. Og selvom indbetalingsgrænsen er hævet, er det ikke ensbetydende med, at du skal sætte mere ind. Vi ved, at det ikke er alle familier, der har råd til en stigning. Og det skal der også være plads til.
En anden regel ved børneopsparing, du skal være opmærksom på, er, at du må oprette én børneopsparing pr. barn. Opsparingen kan oprettes af forældre, bedsteforældre eller oldeforældre – alt afhængig af, hvem som skal indbetale til kontoen.
Derudover skal du følge reglen ved børneopsparing om, at kontoen kræver en dansk banklicens. Det vil sige, at du ikke kan oprette en opsparing gennem en online børsmægler. Det kunne være Nordnet børneopsparing. Fordelene ved at tegne din opsparing online er, at de vil kunne tilbyde bedre kurtager end de traditionelle banker.
Regler ved børneopsparing om bunden konto
Når du opretter en børneopsparing, er kontoen bundet i mindst syv år. Det vil sige, at opretter du først en børneopsparing, når dit barn er 14 år, vil pengene tidligst kunne udbetales syv år efter. Altså når dit barn er 21 år. Derfor giver det sig selv, at jo tidligere du starter opsparingen, jo mere vil dit barn få udbetalt.
Bindingsperioden er som nævnt minimum syv år. Hvis du ikke mener, det er nok, er det er muligt at forlænge bindingsperioden. Hvis opsparingen blev tegnet, da dit barn blev født, kan du synes, det er tidligt at udbetale børneopsparing som 14-årig. En forlængelse kan derfor være, hvis du som forælder først ønsker, at dit barn skal have udbetaling som 18-årig eller 21-årig.
Husk, det er dig som forælder, der bestemmer bindingsperioden, og hvornår pengene skal udbetales til dit barn.
At kontoen bliver bundet har blandt andet til formål at begrænse det private forbrug. Det vil sige, at du ikke uden videre kan hæve penge fra kontoen, før det er aftalt, at den skal udbetales. Og måske du har hørt om episoder, hvor forældre har brugt børnenes opsparing. Derfor er dette blandt andet til for at sikre barnet. Og naturligvis at hele beløbet ikke er blevet udbetalt, inden barnet fylder 14, 18 eller 21 år.
Børneopsparing – hvor meget må man sætte ind på børneopsparingen?
Der går ofte mange spørgsmål og forvirring om, hvor meget du må indbetale på børneopsparingen. Som nævnt blev der i 2018 foretaget en lovændring, så det blev tilladt at indbetale et større beløb. Tidligere og i dag er der en max indbetaling på børneopsparing – og denne skal du overholde som indbetaler. Inden 2018 var minimumsgrænsen 3.000 kr. om året samt 36.000 kr. samlet set på kontoen.
I dag må du på en børneopsparing max indbetale 6.000 kr. om året. Og dermed et samlet indestående på 72.000 kr. i alt.
Der er ingen regler om, hvornår du skal indbetale. Du kan indbetale hver måned, hver anden eller hver tredje. Den eneste regel er, at du ikke må overskride indbetalingsgrænsen. Du kan læse mere om de ændrede regler her.
Når du opretter en konto, kan du begynde indbetalingen på børneopsparing med det samme. Jo tidligere du starter, jo mere vil dit barn få ud af opsparingen. Derfor kan det anbefales, at du begynder så tidligt som muligt. Og for din egen skyld for gjort opsparingen til en del af dine faste ’udgifter’.
Hvis din økonomi tillader det, kan du med fordel indsætte maksimumgrænsen på børneopsparing i de første 12 år. Det betyder, at pengene får længere tid til at stå og trække renter.
Lad os tage et konkret eksempel: Din bank tilbyder en rente på 1,5%, og du indbetaler 6.000 kr. om måneden i dit barns første 12 leveår. Det betyder, at der vil stå omkring 87.000 kr. til dit barns 18-års fødselsdag. Heraf vil de 15.000 kr. svare til renter og renters renter.
Børneopsparing af bedsteforældre
I dag er det ikke kun forældre, som kan indbetale på en børneopsparing. Som bedsteforældre, stedforældre, plejeforældre eller oldeforældre kan du også indbetale på opsparingen. Det vil sige, at både forældre og bedsteforældre sammen kan indbetale til opsparingen.
Som bedsteforældre kan du også vælge at oprette kontoen og være den, som indbetaler til opsparingen. Det kan der være flere årsager til. Men hvis barnets forældre ikke selv har mulighed herfor, kan du som bedsteforældre træde til.
Flere familier laver også en aftale om, at børneopsparingen er en gave fra bedsteforældrene. Det er en måde, hvorpå de kan hjælpe både forældrene og barnet. Og derfor er det bedsteforældrenes børneopsparing.
Uanset om du indbetaler som forældre eller bedsteforældre til børneopsparingen, gælder de samme regler.
Og hvis du som bedsteforældre indbetaler til børneopsparingen, har du indflydelse på, hvornår beløbet må udbetales til dit barnebarn.
Selvom opsparingen ses som en gave fra bedsteforældre, er reglerne om børneopsparing stadig gældende. Så længe opsparingen bliver oprettet på en børneopsparing i en bank. Hvis opsparingen tegnes på en almindelig konto i banken, kan der være tale om pengegaver. Og så er der andre regler, som er gældende.
Det er kun forældre og bedsteforældre, der kan give pengegaver uden ekstra beskatning. Gaveregler er gældende, når gaverne træder ud over sædvanlige gaver som julegaver, fødselsdagsgaver og lignede.
Læs mere om beskatning af pengegaver her.
Er børneopsparingen ikke nok?
Selvom 50.000 kr. eller mere er mange penge, er det langt fra sikkert, at du mener, at det er nok. Og hvis vi skal være realistiske, rækker 50.000 kr. ikke langt i forbindelse med udlandsophold, indskud og studiebøger. Omvendt kan det være en god måde at lære dit barn, at det kan kræve arbejde at spare penge op.
Men hvis du gerne vil hjælpe dit barn yderligere på vej, kan du naturligvis altid investere i håbet om at få et større indestående. Hvis du ikke er særlig risikovillig, kan du gøre en eller flere ting:
- Oprette en separat konto
- Give opsparingen som en gave.
Førstnævnte tilbydes hos langt de fleste banker. Du kan oprette en almindelig konto, som du selv kan indbetale på. Her er der ingen begrænsning for, hvor meget du må indbetale. Og det er desuden op til dig at vurdere, hvornår denne opsparing skal hæves.
Nogle banker tilbyder desuden en separat konto, der netop har dette formål. Opsparingen kan oprettes, når barnet er mellem 0-25 år. Langt de fleste banker tilbyder en konto, der ikke har en indbetalingsgrænse. Og du kan hæve opsparingen til dit barn, når det er 18 år, 21 år eller 25 år.
Børneopsparing som gave
Som nævnt kan du også give børneopsparingen som en gave. Dette kan du gøre i tilfælde af, at du ønsker en større opsparing. Eller at det er bedsteforældre, som indbetaler til opsparingen.
Kendetegnet ved at give opsparing som gaver er, at der ikke er en øvre grænse for indbetaling. Dog skal du være opmærksom på, at der er en grænse for, hvornår det er skattefrit. I 2023 kan du give op til 71.500 kr. om året til dit barn. Og det gælder naturligvis begge forældre. Dermed bliver det samlede beløb 143.000 kr. om året.
Hvis du som forælder vælger at give en opsparing i gave, skal du være bekendt med beskatningen. Selvom dit barn kan modtage skattefrit, skal du til stadighed betale skat. Denne beskatning gælder, hvis forældrene indbetaler til en almindelig konto. Dermed ligger beskatningen hos dem.
Dog kan du komme uden om beskatningen, hvis det er bedsteforældrene, som indbetaler. Og da vi ved, at mange bedsteforældre gerne vil give deres børnebørn en god start på livet, kan dette være løsningen.
Fordele ved at tegne en opsparing
Der er mange fordele, når du tegner en børneopsparing. Som forældre, bedsteforældre eller værge er det nemt at oprette en konto til en særlig opsparing. Pengene kan stå til en fornuftig rente, eller de kan investeres. Det er op til dig som forælder at bestemme.
Først og fremmest er det en god måde at sikre dit barn økonomisk. Afhængig af de ønsker og fremtidsdrømme, som dit barn har, kan opsparingen bruges på forskellige måder. Det kan blandt andet være i forbindelse med:
- Indskud til at flytte hjemmefra
- Et udenlandsophold
- Et højskoleophold
- Et supplement til egen opsparing.
Ønsker dit barn at flytte hjemmefra efter gymnasiet, er det de, som har råd til at betale de udgifter, der følger med. Desuden har mange studenter et ønske om at rejse verden rundt. Og uden en solid opsparing er det for størstedelen ikke en mulighed.
Hvad en opsparing skal bruges til, afhænger naturligvis af dit barn – og den opdragelse, som de tager med sig hjemmefra. Derfor kan børneopsparingen også blive set som et økonomisk ståsted. Og dermed som et supplement til dit barns egen opsparing.
Uanset hvordan du ønsker, at dit barn skal bruge opsparingen, giver det dit barn mulighed for at stå på egne ben.
Begrænsninger ved en opsparing til dit barn
Selvom der er mange fordele ved at oprette en børneopsparing, er der også begrænsninger, som du må være bekendte med.
Afhængig af om disse begrænsninger vil påvirke dig, afhænger af din situation. I nogle tilfælde kan det være mere fordelagtigt med en alternativ løsning. Det vil sige en løsning, som gavner dig og dit barn langt mere end en traditionel opsparing.
Nogle af de største begrænsninger ved en børneopsparing er:
- Kontoen er bundet i syv år
- Du må højst indbetale 6.000 kr. om året
- Omkostninger i forbindelse med investeringer, som du skal være opmærksom på
- Udbetaling kan tidligst ske, når barnet er fyldt 14 år.
I forbindelse med udbetaling er det en forholdsvis tidlig alder, hvor dit barn kan få adgang til sin opsparing. Nogle forældre kan se det som en begrænsning, hvis barnet ved, at opsparingen er tilgængelig. Selvom det i sidste ende er dig som forælder, der bestemmer, hvornår den skal udbetales, har dit barn ret til at ytre sig. Og det kan i nogle familier skabe problemer.
Derudover skal du have oprettet kontoen, inden dit barn fylder 14 år. Men det giver sig selv, at jo tidligere du starter opsparingen, jo mere vil dit barn få udbetalt.
Ligesom med andre økonomiske aftaler er det vigtigt, at du kender både fordele og ulemper. Hvis du ikke gør dig bekendt med disse, kan du komme i situationer, der er svære at komme ud af. Har du brug for at læse mere om fordele og ulemper, giver Berlingske et godt bud.
Det skal du vide om renter ved børneopsparing
Renter ved børneopsparing hører til den praktiske side af opsparingen. Det kan være forvirrende – og det ved vi. Isoleret set giver en børneopsparing ikke de mest tiltrækkende renter. Men derfor kan renter ved børneopsparing stadig være medvirkende til et højere afkast grundet renters rente.
Først og fremmest skal du vide, at der er forskel på renter ved børneopsparing. Det afhænger blandt andet af den bank, som du opretter opsparingen hos. Hvis du ikke har en forudbestemt bank, hvor opsparingen skal tegnes, kan du se efter følgende:
- Den bedste rente på børneopsparing
- Den højeste rente på børneopsparing.
Den højeste rente til din børneopsparing er det, som giver det største afkast.
Og hvis beløbet på kontoen blot står, kan renterne have betydning for, hvor meget mere der bliver. Den bedste rente på børneopsparing finder du ved at researche. Og ved at indhente tilbud fra flere banker. Igen tager dette udgangspunkt i den situation, hvor du ikke har en valgt bank, hvor opsparingen skal oprettes.
Selvom det kan virke en smule uoverskueligt at skulle undersøge markedet for den bedste rente til børneopsparing, er det en god tidsinvestering. Og særligt hvis du ikke har intentioner om at investere beløbet.
Regler om renter ved børneopsparing
Når du har fundet den bank, som tilbyder den bedste og højeste rente til børneopsparing, skal du kende de bagvedliggende regler. Så kan du undgå uforudsete overraskelser, når du først har oprettet børneopsparingen.
Når du tegner en børneopsparing, skal du vide, at renterne er skattefrie. Hvis du sætter mere end 72.000 kr. ind på kontoen, skal du dog betale skat af renterne.
Det samme er tilfældet for udbytte og kursgevinster af investeringer, som også er skattefrie på børneopsparingen.
Det betyder med andre ord, at beløbet ikke er formuepligtigt. Du skal ikke betale skat af de renter, der tilskrives i opsparingsperioden. Hvis kontoen har en mindre saldo end de 72.000 kr., gælder de skattefrie renter kun i den periode, hvor kontoen er bundet. Og det er den periode, som forældre eller bedsteforældre har valgt, at pengene ikke skal kunne udbetales i.
Helt konkret betyder de skattefrie renter, at der i løbet af opsparingsperioden kan stå et højere beløb end de 72.000 kr.
Dog skal du være opmærksom, hvis opsparingen bliver udbetalt, inden barnet fylder 18 år. I dette tilfælde kan renteindtægterne beskattes hos forældrene. Og det vil være gældende indtil udgangen af det kalenderår, hvor barnet fylder 18 år. Du skal altid kontakte din bankrådgiver, hvis du er i tvivl.
Få mere ud af opsparingen – invester din børneopsparing
Ud over at give dit barn en god start på et selvstændigt liv, kan du bidrage yderligere. Du kan gøre opsparingen endnu større uden at foretage yderligere indbetalinger.
På en børneopsparing kan du få afkast to steder fra:
- Bankrenter
- Investeringer – aktier, obligationer.
I ovenstående har vi gennemgået fortjenesten og afkastet af bankrenter i forbindelse med børneopsparing. Sammenlignet med investering af børneopsparing er bankrenter ikke den mest fordelagtige løsning. Hvis du ønsker at få endnu mere ud af dit barns opsparing, kan du vælge netop at investere børneopsparingen.
Du kan investere gennem din bank som eksempelvis Sydbank børneopsparing, Lån & Spar børneopsparing, Spar Nord børneopsparing eller Nykredit børneopsparing. Du kan investere i både aktier og obligationer for at øge chancen for et større afkast.
Hvis du vælger at investere din børneopsparing, skal du være bekendt med de risici, der er forbundet herved.
Først og fremmest skal du sikre dig, at kursstigninger og andre omkostninger ikke overstiger fortjenesten ved investeringen af børneopsparingen.
Når du investerer, uanset om det er i værdipapirer eller ej, kan du naturligvis vinde en fortjeneste. Denne gevinst er 100% skattefri. Og det er en af de største fordele, der er ved investering af børneopsparing.
Idet investeringen af børneopsparingen sker over en længere årrække, nedsætter det sårbarheden for udsving. Det betyder, at selvom fortjenesten viser sig at være negativ et år eller to, vil du stadig samlet set kunne tjene på investeringen. De efterfølgende år kan vise sig at være fordelagtige, hvorfor det negative udfald kan udlignes.
Obligationer eller aktier ved børneopsparing?
Hvis du vælger at investere din opsparing, kan det som nævnt ske ved investering i værdipapirer. Altså i aktier og/eller obligationer samt investeringsbeviser.
Fordelene ved at investere i aktier er, at de giver et gennemsnitligt højere afkast over lang tid. Ulempen er, at der er forholdsvis høj risiko. Hvis du investerer i en virksomhed, der går konkurs, vil aktien miste hele sin værdi.
Vælger du at investere i obligationer, kan du overveje følgende fordele:
- Obligationer giver et højere afkast end bankrenter – over en længere tidsperiode
- Der er ingen kursrisiko ved obligationer, som udløber, når dit barn er 18 år.
Ulemperne ved investering i obligationer er, at det kræver en større indsats fra dig. Det kræver, at du sætter dig ind i, hvor du skal investere. Derudover kræver investering i obligationer, at du har en smule penge stående på forhånd. Du kan altid tage en snak med din investeringsrådgiver og blive klogere på, hvad der passer til dig. Du kan enten selv investere gennem din netbank eller få din bank til at stå for investeringen.
Afkastet ved aktier er større end afkastet ved investering i obligationer. Omvendt er der også forbundet en større risiko herved.
Mindre investeringsbeløb har også ret
Hvis du ikke føler dig tryg i investeringsverden, kan du vælge blot at investere et mindre beløb. Det kan også være, at du er kommet sent i gang med indbetaling af børneopsparing. Og dermed giver det ikke mening at investere store dele af opsparingen.
Men selv mindre beløb kan give en større, skattefri gevinst til dit barn. Husk på, at et mindre beløb er bedre end ingenting.
Lad os tage et eksempel for at gøre det tydeligt. Vi antager, at du indbetaler 3.000 kr. om året, fra barnet bliver født. Investerer du hele beløbet i aktiver, vil det kunne blive til 96.000 kr., når barnet fylder 21 år.
Hvis du derimod indbetaler 1.000 kr., vil du efter 18 år se en børneopsparing på 26.000 kr. Hvis du vælger at investere 1.000 kr. om året, svarer det til en månedlig indbetaling på 83 kr.
Så selvom du er ukendt i aktieverden, vil du kunne gøre opsparingen større – selv med et uskyldigt månedligt beløb.
Selvom du først opretter en børneopsparing, når dit barn er eksempelvis seks eller tolv år, kan du stadig investere. Hvis du ønsker et højt afkast, forudsætter det, at du er en smule mere risikovillig. Det vil sige, at du skal have is i maven til at investere et større beløb. Som forhåbentlig kan give et stort afkast i en kortere tidsperiode.
Hvad gør man med børneopsparing på kontanthjælp?
Hvis du er på kontanthjælp, kan du stadig oprette en børneopsparing. At du opretter en børneopsparing, ændrer ikke på det faktum, at du har ret til kontanthjælp. Og fortsat skal have dette. En børneopsparing på kontanthjælp påvirker i virkeligheden kun dit barn, da opsparingen tilhører barnet.
Dog skal du vide, at børneopsparingen kan påvirke dit barns ret til kontanthjælp. En børneopsparing bliver set som en formue. Og derfor er det ikke sikkert, at dit barn vil kunne modtage kontanthjælp. Omvendt har du hjulpet dit barn godt fra start til et selvstændigt liv. Og dit barn vil formentlig kunne starte med en lejlighed, finde et arbejde og derefter begynde en uddannelse.
Om dit barn kan få ret til kontanthjælp, er en vurderingssag fra kommunens side. Det er en individuel vurdering, hvor det udelukkende er dit barn og dennes situation, der bliver vurderet.
I nogle tilfælde bestemmer kommunen, at man vil kunne se bort fra en formålsbestemt formue. Altså en formue, som i dette tilfælde har til formål at hjælpe barnet videre til et godt liv. Ifølge Ankestyrelsen kan kommunen modregne enhver formue, der overstiger 10.000 kr. Dette er ligeledes grænsebeløbet for enlige forsørgere.
Selvom du er på kontanthjælp, er børneopsparingen en god idé. Husk på, at de mindre beløb har betydning i den sidste ende. Og dit barn vil alligevel kunne få udbetalt en formue.
Lær alt om udbetaling af børneopsparing
Når du skal hæve børneopsparingen til dit barn, sker det uden nogen beskatning. Det vil sige, at når beløbet kommer til at stå i barnets navn, skal barnet ikke betale skat heraf. Og det skal du som forældre heller ikke.
Har du overvejet, hvornår dit barn skal kunne hæve sin børneopsparing? Det er alderen, som er den afgørende faktor for, hvornår opsparingen skal udbetales. Der er fordele ved at hæve opsparingen, når dit barn er 18 år. I denne alder kan dit barn have brug for midler til finansiering af kørekort, studiestart eller udlandsophold.
Omvendt er dit barn kun lige begyndt at snuse til voksenlivet. Og det kan være mere fordelagtigt at vente med at hæve børneopsparingen til barnets 21-års fødselsdag. Det giver desuden dit barn et par år mere til at overveje, hvad der i praksis skal ske med opsparingen.
Hvis du har investeret dele af børneopsparingen, skal du overveje, hvordan du vil gøre i forbindelse med frigivelsen. Når du har købt værdipapirer, vil der løbende være omkostninger forbundet med investeringen. Det gælder blandt andet handelsomkostninger ved salg. Et salg vil typisk ske i forbindelse med udbetalingen af opsparingen.
Ønsker du derimod at beholde investeringen i værdipapirerne, skal de handels over i et frit depot. Hvis dit barn fortsat ønsker dele af opsparingen investeret, kan det være godt at beholde værdipapirerne. Her skal du blot være opmærksom på, at du skal betale for en intern handel pr. fondskode. En fondskode er en identifikationskode, som alle værdipapirer har.
Sådan tegner du den bedste børneopsparing
Når du skal oprette en børneopsparing, kan det kræve research af markedet. Selvom din nuværende bank tilbyder en børneopsparing, kan det være mere fordelagtigt at vælge en anden bank. Måske banken kan tilbyde en højere rente eller andre vilkår, der er fordele for dig.
Derfor skal du sørge for at undersøge markedet, inden du opretter en opsparing. Der er stor forskel på, hvilke renter de enkelte banker tilbyder på traditionelle børneopsparinger. Enten kan du indhente forskellige tilbud fra bankerne og selv sammenligne. Eller du kan finde sammenligninger af banker rundt på internettet. I dag er det forholdsvis nemt at finde sådanne sammenligninger.
Selvom du allerede er kunde i en given bank, kan du oprette din børneopsparing i en anden bank. Oftest giver det mest mening at have alle sine konti og formuer samlet et sted. Men i enkelte tilfælde kan det være mest fordelagtigt at oprette sig som kunde hos forskellige banker.
Vil du flytte bank ved børneopsparing?
Selvom du på nuværende tidspunkt ser det som en fordel at oprette en børneopsparing separat fra dine andre konti, bør du tænke langsigtet. Hvis du senere ønsker at flytte din børneopsparing til en anden bank, er der flere udfordringer herved. Det kan naturligvis godt lade sig gøre, men du skal være opmærksom på gebyrer. Bankerne opkræver de fleste steder et gebyr, hvis du vælger at flytte din opsparing.
Der kan være flere årsager til, at du ønsker at flytte din børneopsparing. Det kan ligeledes være, hvis du finder en højere rente et andet sted. Igen må du tænke langsigtet. Sammenlignet med det gebyr, som du skal betale, vil det da give et afkast? Eller en profit, som vil kunne ses på opsparingen?
I dette tilfælde må du vurdere, om det er rentabelt eller ikke. Hvis det kun lige giver mening, kan du overveje at blive hos din eksisterende bank. Og måske investere, så opsparingen kan blive større på denne måde. Husk, at du altid kan få din bank til at hjælpe dig. Eller overgive din bankrådgiver dine rettigheder til at stå for investering i obligationer eller aktier.
Snak med dit barn om brugen af børneopsparingen
Inden dit barn får lov til at hæve børneopsparingen, kan I tage en snak om, hvad børneopsparingen kan bruges til. Afhængig af, hvornår du vælger, at dit barn skal have opsparingen udbetalt, kan barnet have forskellige opfattelser.
Hvis dit barn ikke er fyldt 20 år ved udbetalingen, kan det måske være svært at forholde sig til så mange penge. Ligesom med konfirmationsgave, som primært består af penge. Det er svært for denne alder at vide, hvor meget der er tilbage, når en computer eller lignende er købt.
Og det samme gør sig gældende med en børneopsparing. Den giver anledning til usædvanlig mange muligheder – og friheder. Hvis dit barn ikke har en fornemmelse af, hvad han eller hun kunne tænke sig at bruge pengene på, kan de blive brugt uden omtanke. Det vil sige, at barnet bruger af opsparingen – uden at den egentlig gavner dit barns liv.
Det kan være en god idé at snakke med dit barn om, hvad det vil sige. Og hvad opsparingen både betyder for dig og for dit barn. Lær dit barn at være realistisk omkring penge og tænke fremad. Og lær dit barn, at det ikke er noget, man får foræret – heller ikke som en opsparing.
Du kan med fordel lægge fokus på fremtidsplaner, som kan blive realiseret med denne opsparing. Både indenfor et år eller fem år. Eller du kan fortælle dit barn om fordelene ved investering og håbet om, at pengene kan blive til endnu flere.
Kom godt i gang
Når du skal oprette en børneopsparing, er det naturligt, at du venter et barn. Allerede her kan det være en god idé, hvis du forbereder dig til en børneopsparing. Du og din partner bør overveje, hvad I ønsker, at formålet med opsparingen skal være.
I kan blandt andet gøre følgende overvejelser:
- Skal det være et økonomisk sikkerhedsnet for jeres barn, som han eller hun kan falde tilbage på?
- Skal det være en opsparing, der kan bruges til særlige oplevelser?
- Skal opsparingen kun tages i brug i nødstilfælde?
Særlige oplevelser eller begivenheder kunne være i forbindelse med et udlandsophold eller et højskoleophold. Hvis din økonomi er stabil, kan du også overveje, om du i stedet kan give et tilskud til ovenstående. Hvis altså dit barn ønsker at komme ud at rejse eller på højskole. Det giver dit barn mulighed for at bruge opsparingen på det praktiske som eksempelvis indskud til lejlighed eller studiestart.
Alt efter, hvilke ønsker I har, kan I afgøre den månedlige indbetaling. Og hvis I mener, der skal lægges ekstra til side på en separat konto.
Som en afsluttende anbefaling bør I med det samme lægge et budget. En børneopsparing bør ikke komme som en overraskelse. Når du skal oprette børnekontoen, kan du snakke med din bankrådgiver om, hvor meget du skal indbetale til børneopsparingen. Og hvordan den bliver mest profitabel.
En børneopsparing bør være en naturlig integreret del af din økonomi.
Der er fejl i teksten der hvor der står:
Hvis dit barn investerer i aktier og udbyttebetalende aktie investeringsbeviser, er afkastet ikke skattefrit.
Det er forkert, jeg henviser til den rette lovgivning herunder:
Det tog mig en del tid at finde ud af, men her er de relevante links:
Fra SKATS hjemmeside: https://skat.dk/data.aspx?oid=2048447
Den relevante lovgivning er her – Se §5 stk 1, hvor de henviser til §51 stk 4:
https://www.retsinformation.dk/eli/lta/2018/396
Stk. 4. Renter, bonus, udbytter efter ligningslovens § 16 A, afståelsessummer efter ligningslovens § 16 B, gevinst og tab efter kursgevinstloven og aktieavancebeskatningsloven samt gevinst og tab, der skyldes kursændringer på beholdninger af værdipapirer, af indeståendet på en børneopsparingskonto, der i kontoens bindingsperiode tilskrives kontoen, skal ikke medregnes ved opgørelsen af den skattepligtige indkomst.
Super mange tak for din feedback Oscar. Du har fuldstændig ret. Det var gamle regler. Vi skrev tidligere nedenstående i artiklen, hvilket ikke længere er korrekt. Jeg har derfor ændret artiklen, så den igen er korrekt 🙂
Mvh Erik
—
Tidligere tekst i artiklen (nedenstående er ikke længere korrekt, da afkastet nu ER skattefrit):
Hvis dit barn investerer i aktier og udbyttebetalende aktie investeringsbeviser, er afkastet ikke skattefrit.
At en aktie er udbyttebetalende, betyder, at en udbyttebetalende forening udlodder udbytte mindst én gang om året. Udbyttet kan ske i form af indtjente renter, udbytte fra aktier eller kursgevinster ved salg af aktier eller obligationer.
Her vil udbyttet blive beskattet som en aktieindkomst.
Hej.
Da mit barnebarn blev født har jeg som bedsteforældre indbetalt et fast månedlig beløb på en børneopsparing. Nu er barnebarnet 18 år og beløbet, som jo er en gave fra mig, til udbetaling.
Jeg har forsøgt at få oplyst, fra banken, saldoen. Det nægter banken at oplyse. De begrunder at jeg jo ikke er værge for mit barnebarn. Jeg skal derfor søge oplysning fra barnets forældre.
Jamen, de indbetalte penge er jo mine, indtil barnebarnet får dem udbetalt. Kan det virkelig være rigtigt???
Hej Lars
Pengene er ikke dine, og du har ikke givet én stor gave nu. Du har givet pengene i gave løbende på en børneopsparing. Så ved hver indbetaling har du givet en mindre gave.
Jeg tænker at det er helt korrekt fra bankens side. Hvorfor spørger du ikke bare dit barnebarn, hvis du gerne vil kende beløbet?
Mvh
Erik