Bleer. Barnevogn. Mad. Daginstitution. Flere bleer, mere mad – børn er skønne og dejlige, men de koster. Og de koster faktisk mere, end de fleste af os lige skulle tro.
Men hvor meget koster det egentlig at få børn?
Når du er førstegangsforælder, så kan det svært helt at sætte dig ind i økonomien omkring børn. Dels har du af gode grunde ingen erfaringer med det, og dels er der så mange andre ting, som fylder i hovedet på dig.
Og det er klart – der er nemlig mange aspekter at tage højde for, når du skal være far eller mor for første gang i dit liv. Bliver ungen født til tiden? Er den sund og rask? Hvordan mon udviklingen kommer til at forløbe? Og hvad med opdragelsen senere hen?
Der er masser af ting at bekymre sig om som kommende eller nybagt forælder – men økonomien er stadig super vigtig og bør ikke overses.
Derfor har vi dedikeret hele denne guide til dig, som enten skal være forælder for første gang, eller som går og pønser på babyplaner med din kæreste eller ægtefælle.
Læs også denne artikel om at lave baby budget
Indholdsfortegnelse
Fra 0-18 år samlet set
Igennem årene er der lavet adskillige undersøgelser af, hvad det egentlig koster at have et barn igennem hele barnets hjemmeboende levetid. Der er altså taget udgangspunkt i perioden, fra barnet er 0-18 år.
Hvad koster det alt i alt?
Det er svært at give et entydigt svar på, da indkomster, behov og forældre er forskellige. Det siger sig selv. Men alligevel kan flere af undersøgelserne give os nogle generelle billeder af udgifterne samlet set.
Ifølge en analyse fra Rockwool Fondens Forskningsenhed i samarbejde med Center for Alternativ Samfunds Analyse (CASA) viser det sig, at et minimumsbudget for et barn fra 0-18 år ligger på ca. DKK 3.200 om måneden.
Udgifterne svinger lidt afhængig af barnets alder, og særligt i teenageårene vil beløbene stige til omkring DKK 4.000 om måneden.
Det skal siges, at analysen ikke har medregnet udgifter til daginstitutioner. Omvendt tager den heller ikke højde for forskellige børne- og ungeydelser, tilskud mv.
Skal vi tage udgangspunkt i Rockwool Fonden og CASAs analyse fra 2016, så koster et barn på minimumsbudget i omegnen af DKK 700.000 til og med det 18. år.
Samme analyse giver et noget anderledes billede, hvis vi kigger på et såkaldt normalbudget i stedet for. Her siger tallene nemlig, at det koster ca. DKK 1.366.000 (1,3 mio.) fra barnet er 0-18 år.
Men hvorfor så den store forskel? Og hvad skal vi bruge tallene til? Det ser vi nærmere på herunder:
Generelle tal vs. konkrete tal
Det er som sagt altid svært at give entydige svar på så store spørgsmål som ”Hvad koster det at få et barn?”. Forskellen på de to tal på hhv. DKK 700.000 og 1.366.000 fra afsnittet oven for taler da også sit tydelige sprog og efterlader os med spørgsmålet om, hvad vi så kan regne med.
Du kan i grove træk bruge de overordnede og generelle tal til at danne dig et overblik over følgende:
- Hvor meget skal jeg som minimum forvente at bruge ekstra om måneden, når jeg får et barn?
- Hvad er normen for udgifter til børn op gennem de første 18 år?
- Har jeg og min partner selv mulighed for at ligge på niveau med normalbudgettet?
- Er vi nærmere minimumsbudgettet? Og hvis ja, er det så okay?
- Hvad kan vi gøre nu og fremadrettet for at kunne opretholde et minimums- eller normalbudget?
Hvis vi så lige vender skuden 180 grader og dykker lidt ned i nogle mere konkrete tal, så kan et budget også se lidt anderledes ud.
Pengepugeren udgav på et tidspunkt en fortælling om 1. og 2. år af barnets levetid med fokus på et helt konkret, jordnært og virkeligt budget.
Uden at gå for meget i dybden med det øvrige af historien, så ser udgifterne på budgettet således ud for hhv. 1. og 2. år af det konkrete barns levetid:
Første år:
- Aktiviteter – DKK 1.191,00
- Bleer – DKK 1.784,80
- Bøger – DKK 406,95
- Diverse – DKK 2.634,27
- Legetøj – DKK 767,99
- Møbler, indretning mv. – DKK 14.080,50
- Pasning – DKK 6.362,00
- Tøj – DKK 1.298,72
- Medicin – DKK 317,40
- I alt – DKK 28.843,63
Andet år:
- Aktiviteter – DKK 510,00
- Bleer – DKK 2.234,65
- Bøger – DKK 273,94
- Diverse – DKK 87,95
- Legetøj – DKK 776,11
- Møbler, indretning mv. – DKK 2.014,80
- Pasning – DKK 35.451,00
- Tøj – DKK 1.407,50
- Underholdning – DKK 65,00
- I alt – DKK 42.820,95
Der er lige et par ting, vi skal kigge nærmere på i ovenstående budgetter.
For det første, så vil du måske have lagt mærke til, at der ikke indgår ’mad’ i nogle af budgetterne. Dette redegør Pengepugeren også for ved at fortælle, at deres dagligvarebudget var DKK 3.000,00 før barn og fortsat holder sig inden for de DKK 3.000,00 efter barn. Dog havde de lidt ekstra at rutte med i slutningen af hver måned, inden de blev forældre, og de anslår derfor, at barnet spiser for omtrent DKK 4-500,00 om måneden.
For det andet, så er det væsentligt at lægge mærke til 2 helt store poster i hvert af budgetterne – nemlig ’Møbler, indretning mv.’ i budgettet for 1. år, samt ’Pasning’ i 2. år.
Den skarpe læser har lagt mærke til 2 høje tal, og forklaringen skal findes på følgende vis:
- ’Møbler, indretning mv.’ dækker over alt det, der skal købes ind, inden barnet kommer til verden – eller som skal bruges umiddelbart derefter. Der er altså tale om ting som fx seng, puslebord, tapet og alt derimellem. Denne udgiftspost er i sagens natur faldet en hel del allerede i barnets andet år.
- ’Pasning’ er relativt lav i det første år af barnets levetid. Dette skyldes primært barsel og dermed hjemmepasning. Når barnet skal i vuggestue eller dagpleje, så stiger udgiften på pasningsposten helt vildt. Til gengæld falder denne igen senere til ca. 50%, når barnet skal i børnehave.
Disse tal, beløb, priser og budgetter er konkrete og virkelige – men dermed ikke sagt, at de nødvendigvis er repræsentative og matcher din situation og dine behov fuldstændig.
Brug dem derfor som en rettesnor til at danne dig et billede af, hvad du måske – måske ikke – kan forvente at skulle lægge penge til siden til i hvert månedsbudget.
OBS: Og så lige en sidste ting i denne omgang – Ovenstående tal på hhv. DKK 28.843,63 i barnets første år og DKK 42.820,95 i barnets andet år er bruttoresultatet, inden børne- og ungeydelsen på ca. DKK 17.700,00 årligt er trukket fra.
Det efterlader os med følgende generelle konklusion:
- Samlet budget for barnets første år: Udgifter på DKK 28.843,63 minus børne- og ungeydelse på DKK 17.700,00 = DKK 11.143,63 i omkostninger i alt.
- Samlet budget for barnets første år: Udgifter på DKK 42.820,95 minus børne- og ungeydelse på DKK 17.700,00 = DKK 25.120,95 i omkostninger i alt.
Vi bevæger os nu videre og ser nærmere på nogle af de ting, som du og din partner skal have erhvervet jer før babys ankomst.
Juridiske dokumenter
Dette er en post som de færreste personer tænker over før det er for sent. Men der findes forskellige forhold, som man børe overveje at få styr på i tide ift. sine børn. Et børnetestamente vil være relevant for de fleste. Det komme vi ind på om lidt. Men der findes også andre ting som man i specielle situationer vil have behov for at få på plads med et juridisk dokument. Her kan man benytte en advokat, hvilket ofte er dyrt, eller man kan benytte et standard dokument og selv indtaste sine egne data. Disse standard dokumenter kan ofte købes for et par hundrede kroner pr. stk. Dette vil vi beskrive nærmere her:
- Børnetestamente.
Med et børnetestamente sikrer du/I som forælder hvem der skal overtage forældremyndigheden over jeres barn, hvis I skulle dø. Dermed sikrer I jeres barn, hvis uheldet skulle være ude.
Læs her mere om børnetestamente - Samværsaftale.
Dette dokument er kun relevant, hvis I som forældre bliver skilt. Ved at have udfyldt en samværsaftale, så er der fuldstændig klare linjer omkring hvem der har ret til samvær med børnene hvornår, samt hvordan samværet skal udformes og gennemføres. Samværsaftalen giver således ikke kun tryghed for jer som forældre, men i lige så høj grad tryghed for jeres barn, da det mindsker uenighed om de praktiske forhold for samværet med jeres barn.
Læs her mere om samværsaftale - Samtykkeerklæring til rejse med børn.
Mindreårige, der rejser til udlandet uden deres forældre, kan nægtes ind- eller udrejse i visse lande, medmindre de medbringer en samtykkeerklæring. Dette dokument er derfor vigtigt, hvis jeres barn skal rejse uden at I som forælder er med.
Læs her mere om samtykkeerklæring til rejse med børn
Opstarten overrasker dig måske
Når du bliver forælder for første gang, så tror du måske, at du har husket det hele. Lad os være ærlige med det samme – det har du med 100% sandsynlighed ikke.
Hvis du ikke har glemt det ene, så har du glemt det andet. Og har du husket begge ting, så har du helt sikkert glemt det tredje.
Der er så mange ting, du får brug for som nybagt forælder, og derfor har vi samlet en lang liste over de ting, du højst sandsynligt får brug for i starten af dit barns nye tilværelse.
Vi har samlet de forskellige ting i 3 overordnede kategorier, hhv.:
- Det du skal bruge, inden den lille ny kigger ud for første gang
- Alt det du får brug for, når i kommer hjem fra hospitalet
- Ekstra ting og sager, som du og din partner reelt set godt kan klare jer uden, men som vil gøre livet en hel del lettere for både jer og baby
Når vi nu har dét på plads, så lad os uden yderligere omsvøb kaste os ud i den første liste – nemlig listen over de ting, som i får brug for lige så snart, at jeres nyfødte baby kommer til verden.
Det får i brug for med det samme:
- Autostol til baby – Hvad enten i kører i egen bil, forældrenes bil eller tager en taxa hjem, så vil en autostol være en klar fordel. Sørg for at vælge en model fra starten, som passer til selv de helt små mennesker
- Puslebord – Fordi det er noget gris at skifte ble på køkkenbordet
- Puslehynde – Denne lægges oven på puslebordet, og du bør vælge en model, som er vandafvisende – fordi, ja, det siger sig selv
- Lampe – Det kan være en fordel at have en god og klar lampe stående ved puslebordet, så du ikke behøver at blænde op i hele rummet
- Vaskefad – Du kan overveje at tage en simpel og lille balje i starten, frem for et vaskefad med hoved og hale – det bliver først aktuelt senere
- Klude, vådservietter og vat – Din baby skal skiftes mange gange i løbet af dagen i den første lange periode. Derfor bør du have et arsenal af både klud og vådservietter ved hånden. Vat kan dog være en fordel i starten, da der skal skiftes ble mange gange, og vat er mere skånsomt mod huden end vaskeklude
- Bleer – Bleer er et stensikkert must-have, som i skal have liggende klar, allerede inden fødslen finder sted. Vær dog opmærksom på ikke at købe alt for stort ind til at starte med, før i har en idé om, hvilken størrelse jeres barn skal bruge
- Stofbleer – Stofbleer er også en god idé at anskaffe sig, og du kan med fordel have en god del liggende, så du ikke konstant skal pendle frem og tilbage til vaskemaskinen
- Zinksalve – I tilfælde af at din baby får rød numse i starten (hvilket er helt sandsynligt), så er det en god idé at have zinksalve liggende klar til at smøre med
- Blespand – Blespanden er guds gave til alle nybagte forældre. På den måde slipper du for at styrte frem og tilbage mellem puslebord og jeres almindelige skraldespand flere gange dagligt
- Vatpinde – I starten af barnets levetid bruger du mest af alt vatpindene til at rense babys navle med
- Termometer – Spædbørns temperaturer kan svinge en del, og der kan opstå små perioder med feber og sygdom. Hav derfor et lille termometer liggende klar derhjemme – det kan med fordel være et numsetermometer, da dette måler mere præcist end fx et øretermometer. Husk desuden vaseline
- Babybadekar – Selvom dit barn som udgangspunkt ikke bør komme i bad på almindelig vis, førend resten af navlestrengen er faldet af, så er det alligevel smart at anskaffe dig et babybadekar hurtigst muligt, da der pludselig kan opstå behov for at bruge det
- Tøj – Tøj er et helt eventyr i sig selv. Spædbørn og små børn vokser generelt ud af deres tøjstørrelser med lynets hast, og du bør derfor have de forskellige dele i flere størrelser i starten. Overvej at købe godt ind af følgende tøj: kort- og langærmede bodystockings, strømpebukser, hel- og natdragter i bomuld, bløde bukser, striktrøje og eventuelt vant og flyverdragt i fleece samt huer. Dit barn vil typisk gylpe meget i starten og såmænd også komme til at have små uheld, som går igennem bleen – derfor bør du have masser af skiftetøj klar. Som en lille sidebemærkning kan det dog nævnes, at hvis du og din partner ikke kender kønnet på barnet før fødsel, så undgå at købe alt tøj i enten 100% lyserødt, lyseblåt eller undgå for mange kjoler eller ditto drengetøjsdele
- Sutter – Der findes forskellige typer af sutter, og i kan overveje at have et par forskellige slags liggende, så i kan prøve jer frem i starten og se, hvilken type jeres baby foretrækker
- Barnevogn – Invester i en god og komfortabel barnevogn med en tilsvarende god madras. Barnevognen bør som udgangspunkt være valgt ud fra både jeres barns og jeres behov, da den kommer til at blive brugt flittigt
- Lift – En voksipose eller lift med madras og lagen er guld værd i starten, når i bliver forældre til en lille ny – den gør det nemmere at komme rundt, når i skal handle, til lægen, besøge familie og alt derimellem
- Babynest – Har du og din partner behov for, at jeres barn skal kunne sove mellem jer i sengen eller lige ved siden af jeres seng, så kan en babynest bruges til dette
- Babydyne og sengetøj – Anskaf jer en lille babydyne samt et par sæt sengetøj eller tre
- Regnslag – Regnslag til barnevognen er også et must-have med det omskiftelige vejr, vi har her i landet
- Myggenet – I sommerperioden vil du gøre både dig selv, din partner og jeres baby en kæmpe tjeneste ved at få fat i et myggenet til barnevognen
- Ammeindlæg – Gør livet en hel del nemmere for mor
- Amme BH’er – Samme som ovenstående
- Store hygiejnebind – Som nybagt mor er det ikke ualmindeligt at bløde en del efter fødslen, især hvis du er førstegangsfødende. Køb derfor godt ind af større hygiejnebind
Det får i brug for, når i er kommet hjem med baby:
- Babyolie – Babyolien bliver ganske brugbar til forskellige ting, når først hverdagen melder sig igen. I skal bruge den til barnets badevand, til massage af baby samt til at løsne op for eventuel arp
- Børste – Apropos arp, så kan du forsøge at modvirke dette ved at første babys hovedbund og hår regelmæssigt med en velegnet babybørste
- Tættekam – Tættekammen bruges til netop arp
- Neglesaks – Selvom det ikke lyder særlig appetitligt, så kan du i begyndelsen slippe af sted med blot af nulre babys små begyndende negle af. Men senere hen får du brug for en velegnet babyneglesaks
- Uro – Det kan være en fordel at have en uro hængende over puslebordet, så baby kan være mere distraheret under eventuelle ubehagelige bleskift
- Aktivitetstæppe – Et aktivitetstæppe er godt til at have liggende ved siden af sofaen, skrivebordet eller i køkkenet, så du kan holde øje med din baby, mens du foretager dig andre vigtige ting
- Tremmeseng – Selvom barnets med fordel bare kan sove i liften i begyndelsen, så får i hurtigt brug for en god tremmeseng med en tilsvarende god madras
- Vugge – Som alternativ til tremmesengen kan i vælge en vugge
- Sengerand – Sengeranden bliver nyttig, når baby begynder at bevæge sig mere – bl.a. i søvne – hvormed i undgår, at ungen triller ud
- Mellemlægslagener – Mellemlægslagener er effektive til at undgå, at babyen gylper eller tisser igennem diverse madrasser
- Sutteflasker – Det er ikke altid, at man enten kan amme eller har tid til at amme, fx når man er på farten – så er en sutteflaske en god idé. Det er desuden en fordel at have flere sutteflasker liggende, dels til længere ture, og dels fordi flaskerne bør koges, før de genanvendes
- D-dråber – Som udgangspunkt skal i begynde at bruge d-dråber, fra jeres barn er ca. to uger gammelt – de kan bl.a. købes i Matas eller på apoteket
- Saltvandsdråber – Hvis baby bliver snottet – hvilket er ganske almindeligt – så er saltvandsdråber gode at have stående
Det kan i undvære, men det kan gøre livet en anelse lettere alligevel:
- Ammete – Selvom det ikke er videnskabeligt bevist endnu, så er der en bred idé om, at urtete i form af ammete kan være med til at fremme og styrke din produktion af mælk
- Vågelys eller natlampe – En natlampe eller et lille vågelys er en god idé til de natlige amme- eller flaskerutiner – så undgår du at forstyrre din partner eller babyen med for meget lys
- Slyngevugge – En slyngevugge er en fordel, hvis du har behov for at få barnet til at falde til ro hurtigere. Den giver nogenlunde samme fornemmelse, som babyen har haft inde i livmoderen, og derfor skaber den en slags tæthed forbundet derved. Den kan bruges både inde, ude og som en midlertidig rejseseng
- Brystpumpe – Når i har behov for at malke ud på forhånd for at gøre nogle flasker klar, så kan en brystpumpe være nyttig. Du kan enten malke ud med håndkraft, eller du kan faktisk leje en udmalkningsmaskine hos bl.a. Falck
- Bamse – Har du behov for at berolige din baby, så kan du få en bamse, der laver melodier eller gengiver lyde, som minder barnet om livet i mors mave inden fødslen
- Svøb – Selvom en god babydyne fint kan bruges, så kan i også vælge at anskaffe jer et svøb, som er specielt lavet til netop at svøbe omkring baby og skabe tryghed og ro
- Pusletaske – Pusletasken er fornuftig til at transportere og opbevare babyens udstyr i, særligt når i er på farten. Pusletasken er dog på denne nederste liste, fordi i sagtens kan bruge en almindelig rygsæk eller lignende i stedet for en decideret pusletaske
- Indsats til skråstol – Når babyen er helt lille, kan den selvfølgelig ikke sidde med ved spisebordet – eller hvad? Med en babyindsats til jeres skråstol kan i faktisk få baby med ved de sociale familiesamlinger ved bl.a. spisebordet helt fra starten af
- Ammepude – Ligesom ved pusletasken er ammepuden på denne liste, fordi den – til trods for at være nyttig og praktisk – i udgangspunktet kan erstattes af en helt almindelig dyne eller pude
- Slynge eller vikle – Har du som mor eller far behov for at have begge hænder fri til andre aktiviteter i løbet af dagen, så kan du bruge en vikle eller slynge til at berolige baby og stadig have den tæt på kroppen, mens du kan foretage dig andre praktiske ting
- Håndklæde med hætte – God til at tørre og putte barnet efter bad
- Badetermometer – Spædbørns hud er ekstra sart, også over for badevand, der er for varmt. Faktisk kan babyer bliver skoldet ved allerede 40 grader varmt vand. Du kan bruge din albue til at fornemme badevandstemperaturen med, og alternativt kan du købe et decideret badetermometer til samme formål
- Badestol – Er baby lidt urolig under badeturene, så kan en badestol gøre livet lettere, når du skal håndtere en livlig og ganske glat baby i et badekar
Puha, det var en stor mundfuld. Vi håber, at du har kunnet klare dig igennem de mange forslag og anbefalinger til ting, du kan eller skal bruge før og efter barnets fødsel.
Du kan bruge listerne som inspiration eller følge dem slavisk for at være fuldstændig dækket ind, til når barnet kommer.
OBS: Mange af tingene kan med fordel købes brugt at måske fås gratis af familie og venner med børn, som ikke længere brugere tingene.
Den helt store pengesluger
Som du allerede har set længere oppe i guiden, så er pasningstilbud en af de helt store drenge på budgettet.
Det er dyrt at have dit barn i en dagpleje eller vuggestue, og senere børnehave – eventuelt efterfulgt af privatskole.
Derfor er det vigtigt at tænke godt og grundigt over netop denne udgiftspost, inden i bliver forældre. Sørg for at tænke det ind i budgettet, for det er vitterligt ikke noget, i kan gå ned på.
Det skulle da lige være fordi, at du eller din partner vælger at blive hjemmegående husmor eller husfar, men selv da kan det være snævert, fordi indtægten i den lille nye familie så daler drastisk.
Så derfor: Overvej grundigt valg af pasningstilbud, og sørg for at medregne det i jeres fremtidige budgetter.
Når det så er sagt, så er det værd at nævne, at udgiften til pasningstilbud og dagtilbud ændrer sig løbende.
Helt i begyndelsen vil moren typisk være hjemmegående på barsel, hvormed i ikke skal bekymre jer om udgifter til dagpleje eller vuggestue. Men inden for det første år vil dette som regel ændre sig – måske endda allerede mellem 3-6 måneder efter fødslen.
Og så skal i til at betale i ret dyre domme for dagpleje eller vuggestue. Særligt denne første del af barnets levetid er dyr, fordi dagpleje og vuggestue koster mere end fx børnehaveplads senere hen – det kan du så glæde dig til.
Hvis vi bruger vores konkrete eksempel fra afsnittet længere oppe i guiden, hvor vi tog udgangspunkt i tallene fra Pengepugeren, så koster en plads i dagplejen ca. DKK 3.300 månedligt. Denne udgift falder til ca. det halve, altså omkring DKK 1.700 månedligt, når barnet kommer i børnehavealderen.
Dog skal du også tage højde for, at børne- og ungeydelsen falder en lille smule, efterhånden som barnet bliver ældre. Men det vil stadig samlet set bliver billigere, jo ældre barnet bliver – i hvert fald når vi taler om pasningstilbud.
Når barnet kommer op i 6-7 års alderen og skal til at begynde i skole, så skal i også betale noget forskelligt, alt efter om i vælger at have jeres barn i folkeskolen eller i en fri- eller privatskole.
Uanset om det gælder dagpleje, vuggestue, børnehave eller skole, så er det dog værd at nævne, at udgifterne til pasningstilbud og evt. privatskole svinger markant fra by til by, kommune til kommune og fra landsdel til landsdel.
Så hvis du og din partner ikke nødvendigvis er fast besluttet på at bo ét bestemt sted, når i bliver forældre, så kan i overveje at undersøge priserne for pasningstilbud i forskellige områder i landet, eller bare i jeres nuværende landsdel eller kommune, og så kan i flytte efter priserne på dette efter behov.
Sådan kan du spare penge på månedsbudgettet
Når du skal til at være forælder, eller måske lige er blevet det (tillykke), så ændrer din økonomi sig også. Der vil komme flere udgifter på budgettet, som du også har kunnet se igennem denne guide.
Og når udgifterne samlet set stiger, så skal der bruges flere penge. Så langt så godt. Men hvordan skaffer man så de ekstra penge?
Den ene måde er selvfølgelig at tjene nogle flere. Det findes der masser metoder til, nogle mere fleksible, nemme eller hurtigere end andre.
Men fælles for dem alle er, at du i teorien skal løbe hurtigere eller længere, end du i forvejen gør.
Men hvad nu, hvis du kunne skaffe nogle af de ekstra penge til babyudgifterne på anden vis – fx ved at spare lidt hist og her?
Det klart, man bliver hverken halv eller hel millionær ved at bruge to stykker toiletpapir i stedet for tre, eller ved at tanke benzin til DKK 9,88 literen i stedet for DKK 10,10.
Det er selvfølgelig sandt, at mange bække små bliver til en stor å, så det er i reglen en fornuftig idé at spare på de små poster, hvor man kan.
Men hvis det skal batte lidt mere, så bliver vi nødt til at kigge nærmere på nogle af de større og mere omkostningstunge poster på budgettet. Du skal gå dem efter i sømmene og se, om du kan finde billigere alternativer.
Det er især en god idé, hvad angår løbende udgifter, der enten betales hver måned, kvartal, halvårligt eller årligt. På den måde giver du dig selv en vedvarende og mere permanent besparelse, som frigør flere penge til baby- og børnebudgetterne.
Nogle af disse større poster kan fx være:
- Husleje, såfremt du bor til leje
- Boliglån, såfremt du bor i ejerbolig
- Billån
- Andre større lån
- Diverse abonnementer såsom fitness, mobil, tv og bredbånd
- Generelle indkøbsmønstre såsom madvaner, spil, rejser o. lign.
Hvis du kigger på hele din eller jeres økonomi samlet set, og hvis i finder ud af, at i kan spare bare 5-10% på hver af de ovenstående poster, så vil det give en hel del ekstra penge på kontoen hver eneste måned.
Der findes mange sider på nettet, hvor du kan finde billigere boliglån med refinansiering, omlægning af dyre lån til billigere samlelån, prissammenligninger på mobil-, tv- og internetabonnementer osv.
Du kan finde inspiration her på Lånekassen ved at læse om de forskellige større emner, og ellers er Google kun et par klik væk.
Udnyt jeres netværk
Når du og din partner bliver forældre for første gang, så vender hele jeres verden pludselig på hovedet. Dette har du helt sikkert allerede set, læst og hørt en masse andre steder i forvejen, så det skal jeg ikke kede dig med yderligere.
Men netop fordi det hele pludselig foregår i helt andre rytmer og med helt nye budgetter end ellers, så er det også nødvendigt at tænke og handle anderledes.
Derfor bør du allerede nu øve dig i at tænke dit eller jeres sociale netværk ind i jeres hverdag. Der findes så mange mennesker, som både kan og ønsker at hjælpe jer med at klare udfordringerne i starten af livet som nybagte forældre.
Det kan være jeres forældre, søskende, tætte venner og kollegaer. Det kan også være den næste kæde i rækken – altså jeres forældres venner og kollegaer, venner osv. Lige pludselig bliver netværket hurtigt stort, og så længe i selv sørger for at klare jer, så godt i kan, så skal i nok modtage hjælp – og masser af den – når det så rent faktisk bliver nødvendigt.
Og med hjælp taler vi her både om direkte økonomisk hjælp til fx at betale en enkelt uforudset regning eller to. Men vi taler også om hjælp på anden vis, hjælp til pasning af barnet i en presset weekend, hente eller aflevere barnet i daginstitution på en presset dag, låne, give eller bytte aflagt babyudstyr eller tøj, og generelt bare gode råd.
Husk på, at de fleste andre i dit netværk allerede har prøvet at være forældre for første, anden og måske tredje gang. Mange af dine kollegaer, venner og især personer i din familie har allerede kæmpet de mange kampe, der utvetydigt følger med rollen som nybagt far eller mor.
Træk på deres erfaring. Så enkel en ting som erfaringer og gode råd er guld værd, når man er nybagt forælder.
Så derfor: Udnyt dit eller jeres netværk. Lad være med at være forvent eller at tage hjælpen for givet, men tag imod den med kyshånd og udstrakte arme, når i rent faktisk mangler den og bliver tilbudt den – hvad end det er en tiltrængt plovmand til elregningen, en pasningsaften hos bedsteforældrene i ny og næ, eller en ekstra hånd med flytningen eller malingen af garagen i de få sparsomme timer, hvor ungen sover til middag.
Ekstra refleksion over tid og penge
Afslutningsvis skal vi lidt ned på jorden igen. Vi har nu været igennem budgetter, sparetips, store tal, små tal, indkøbslister til før og efter fødslen og alt derimellem.
Læn dig nu tilbage et øjeblik. Tag en dyb og lang indånding gennem næsen.
Pust langsomt ud gennem munden.
Lad skuldrene sænke sig, og mærk, hvordan du slapper af.
Og lad mig så stille dig et mere vigtigt spørgsmål her til sidst: Hvad bliver vigtigt for dig fremover?
Hvad bliver vigtigt for dig og din partner, når i bliver forældre?
Mere tid sammen med barnet om morgenen til at spise morgenmad? Tid om eftermiddagen og aftenen til at lege, hygge og lære nye ting sammen?
Mere tid sammen med din kæreste, kone eller mand? Dine venner og familie?
Uanset hvad, så er tid noget af de mest dyrebare, du har – også selvom der er kommet en lille ny guldklump til verden.
Derfor er det også vigtigt, at du ind imellem stopper op, zoomer lidt ud, og ser på, hvordan du rent faktisk bruger den tid, du har sammen med dit barn, din partner og resten af din familie og venner.
Og hvorfor beder jeg dig som om alt det?
Fordi budgetter, penge og økonomi som nybagt forælder hurtigt kan komme til udelukkende at handle om penge. Flere penge, mere forbrug og dermed mere arbejde.
Og det er synd og skam, hvis du i virkeligheden meget hellere vil bruge tiden sammen med dit nyfødte barn frem for bunker af e-mails, overarbejde, natarbejde, telefonsamtaler og ekstravagter i weekenderne.
Der skal selvfølgelig de nødvendige penge på bordet, så du og din lille familie kan klare jer. Men nogle gange giver det god mening at overveje, hvor meget materielt i rent faktisk har brug for, særligt i kontrast til den dyrebare tid, der skal byttes for at kunne tjene penge til de materielle ting.
Konklusion: Sørg derfor for at overveje, om i fx kunne flytte i en mindre lejlighed, sælge den ene af jeres to biler eller på anden vis skære ned i jeres forbrug – og på den måde skaffe de nødvendige penge til babybudgettet, frem for bare at arbejdere mere, længere, hårdere og oftere.
Hvad er dit bedste råd til andre forældre?
Nu har du læst hele den lange guide, og du er forhåbentligt både blevet klogere og har fået en del ting at tænke over, og gode råd og tips du kan tage med dig ind i livet som nybagt, træt, udmattet, og ikke mindst gennemsyret lykkelig forælder.
Hvis du er havnet her på siden og allerede er forælder – enten for første gang eller for anden, tredje eller 10. gang – så efterlad gerne en kommentar med dine bedste tricks og tips til andre vordende førstegangsforældre.
Det gør du i kommentarfeltet lige herunder.
Skriv et svar