ATP er en lovpligtig tillægsforsikring, som du og din arbejdsgiver har pligt til at indbetale til. Men hvem er ATP? Hvad betyder ATP for dig? Hvor meget indbetaler du til ATP? Hvorfor? Og hvornår får du glæde af ATP? Bliv klogere på din ATP lige her.
Du har sikkert opdaget, at der står “ATP” på lønsedlen fra din arbejdsgiver. Du har sikkert også opdaget, at det er noget, du indbetaler til.
Stort set alle danskere over 16 år, indbetaler nemlig til ATP. Og det gælder, uanset om du er lønmodtager eller på overførselsindkomst. Kun selvstændige og efterlønnere bestemmer selv, om de vil indbetale til ordningen.
Indholdsfortegnelse
- 1 Hvad er ATP?
- 2 Hvem skal betale ATP?
- 3 Hvad er ATP-bidrag?
- 4 Hvor meget betaler du i ATP?
- 5 Hvordan beregnes ATP?
- 6 Hvornår udbetales ATP?
- 7 ATP – hvor meget kan du få?
- 8 Får jeg mere i ATP ved at udskyde udbetalingen?
- 9 Hvor meget får jeg mere, hvis jeg udskyder ATP?
- 10 Kan jeg fortryde, at jeg har udskudt udbetalingen af ATP?
- 11 Kan jeg få udbetalt ATP, hvis jeg bor i udlandet?
- 12 Skal jeg betale SKAT af ATP?
- 13 Bliver der udbetalt ATP ved min død?
- 14 Hvem ejer ATP?
- 15 Hvornår blev ATP indført?
- 16 Læs mere her
Hvad er ATP?
ATP eller Arbejdsmarkedets TillægsPension er en tvungen pensionsordning, der gælder for stort set alle lønmodtagere og modtagere af overførselsindkomst i Danmark. Det er en ekstra pensionsopsparing, som arbejdsmarkedets parter indbetaler til.
ATP er med andre ord et tillæg til folkepensionen, som du får udbetalt, fra du når pensionsalderen og resten af livet. Men hvor folkepensionen udbetales af staten, er ATP arbejdsmarkedets parters – det vil sige lønmodtagernes og arbejdsgivernes – bidrag til den enkeltes danskers pension.
Både du og din arbejdsgiver er forpligtede til at indbetale til ATP. Det sker helt automatisk igennem din løn.
Hvem skal betale ATP?
Hvis du er lønmodtager i en dansk virksomhed, skal der indbetales ATP-bidrag, når du opfylder følgende betingelser:
- Du arbejder mindst 9 timer om ugen og får løn for det
- Du arbejder i Danmark eller er udsendt til udlandet for en dansk virksomhed
- Er mindst 16 år
Der skelnes ikke mellem, hvilken type arbejde der udføres. Uanset om du er direktør, elev, ung pige i huset eller fabriksarbejder, indbetales det samme beløb hver måned. Det er kun dit timetal, der har betydning for, hvor stort bidraget er.
Desuden er du også forpligtet til at indbetale til ATP, hvis du er på overførselsindkomst – det vil sige eksempelvis sygedagpenge, A-kasse og lignende. Her trækkes ATP-bidraget også automatisk, inden du får udbetalt din indkomst.
Omkring 5 mio. danskere er med i ATP-ordningen, hvilket svarer til stort set hele den danske befolkning over 16 år.
Hvad er ATP-bidrag?
ATP-bidraget er det, der indbetales hver måned på din pensionsopsparing hos ATP. Du kan finde det under “ATP” på din lønseddel. På lønsedlen kan du også se, hvor meget der er indbetalt for hele det indeværende år på din ATP-konto.
Betalingen til ATP foretages automatisk af din arbejdsgiver efter faste satser. Satserne er afhængig af, hvor mange timer du arbejder om ugen, og hvor ofte du får løn. Den afhænger altså ikke af lønnens størrelse.
Du betaler selv 1/3 af beløbet. Det trækkes fra din løn. De sidste 2/3 betaler din arbejdsgiver som et tillæg, der går direkte til ATP. På den måde er du, som lønmodtager, og din arbejdsgiver fælles om indbetalingen til den fælles ordning.
Hvor meget betaler du i ATP?
Som nævnt tidligere, afhænger ATP-bidraget af dit ugentlige timetal. Derudover afhænger beløbets størrelse på hver enkelt lønseddel af, om du er månedslønnet, 14-dages lønnet, ugelønnet eller løsarbejder.
I næste afsnit kan du se de specifikke satser for de forskellige kategorier, opdelt efter hvor meget du arbejder, og hvor ofte du får udbetalt løn. Satserne her trådte i kraft d. 1. januar 2016 og gælder til og med 2018.
Hvordan beregnes ATP?
Når dit ATP-bidrag skal beregnes, tages der kun hensyn til timeantallet. Der er ingen sammenhæng mellem størrelsen af din løn, og hvor meget du betaler i ATP-bidrag.
ATP-bidrag for månedslønnede
- Mindst 117 timer om måneden: 284,00 kr. (din andel udgør 94,65 kr., arbejdsgivers andel: 189,35 kr.)
- 78 – 116 timer om måneden: 189,35 kr. (din andel udgør 63,10 kr., arbejdsgivers andel: 126,25 kr.)
- 39 – 77 timer om måneden: 94,65 kr. (din andel udgør 31,55 kr., arbejdsgivers andel: 63,10 kr.)
- Under 39 timer om måneden: 0 kr.
ATP-bidrag for 14-dages lønnede
- Mindst 54 timer pr. 14 dage: 149,40 kr. (din andel udgør 49,80 kr., arbejdsgivers andel: 99,60 kr.)
- 36 – 53 timer pr. 14 dage: 99,60 kr. (din andel udgør 33,20 kr., arbejdsgivers andel: 66,40 kr.)
- 18 – 35 timer pr. 14 dage: 49,80 kr. (din andel udgør 16,60 kr., arbejdsgivers andel: 33,20 kr.)
- Under 18 timer pr. 14 dage: 0 kr.
ATP-bidrag for ugelønnede
- Mindst 27 timer pr. uge: 74,70 kr. (din andel udgør 24,90 kr., arbejdsgivers andel: 49,80 kr.)
- 18 – 26 timer pr. uge: 49,80 kr. (din andel udgør 16,60 kr., arbejdsgivers andel: 33,20 kr.)
- 9 – 17 timer pr. uge: 24,90 kr. (din andel udgør 8,30 kr., arbejdsgivers andel: 16,60 kr.)
- Under 9 timer pr. uge: 0 kr.
ATP-bidrag for løsarbejdere
- Pr. time (dog mindst 9 timer om ugen): 2,01 kr. (din andel udgør 0,67 kr., arbejdsgivers andel: 1,34 kr.)
Hvornår udbetales ATP?
Tillægspensionen udbetales, fra du når pensionsalderen. Pensionsalderen er afhængig af dit fødselsår, men ligger i øjeblikket mellem 65 og 68 år. Du skal ikke selv foretage dig noget for at få udbetalt ATP. Du får automatisk besked om udbetalingen, når du nærmer dig pensionen, og derefter udbetales den helt automatisk til din NemKonto, medmindre du vælger at udskyde den. Du kan læse mere om udskydelse af ATP senere i denne artikel.
Pensionen udbetales enten månedligt eller årligt, afhængigt af beløbets størrelse. Får du mindre end 2.850 kr. årligt, vil du få beløbet udbetalt som en årlig betaling. Får du mere end 2.850 kr. kommer det i stedet fordelt på 12
månedlige udbetalinger hvert år.
Pensionen udbetales resten af dit liv fra pensionsalderen. Dermed er du sikret den ekstra indtægt indtil du dør. Det er altså ikke en pensionsordning, der stopper, når det du har sparet op, er brugt.
ATP – hvor meget kan du få?
Udbetalingen fra ATP afhænger af, hvor meget du har arbejdet igennem livet. Har du eksempelvis arbejdet fuld tid hele dit liv, eller har der været perioder med deltidsarbejde? Det har også betydning, hvornår du er startet med at arbejde, og dermed også startet med at indbetale til ATP.
Det højeste beløb, du kan modtage er omkring 2.000 kr. om måneden (24.500 kr./årligt), hvis du har arbejdet fuld tid hele dit voksne arbejdsliv.
Får jeg mere i ATP ved at udskyde udbetalingen?
Du kan vælge at udskyde udbetalingen af ATP. Det kan du gøre, hvis du af den ene eller anden grund ikke har brug for udbetalingen endnu. Eksempelvis hvis du fortsætter længere på arbejdsmarkedet, eller hvis du har nok i dine øvrige pensionsordninger i starten af din pensionisttilværelse.
Jo længere du venter, des mere får du udbetalt, når udbetalingen går i gang. Så din månedlige eller årlige udbetaling vil være højere, hvis du venter.
Da udbetalingen fortsætter resten af dit liv, kan det betyde, at du faktisk ender med at få mere udbetalt samlet set, hvis du lever længe. Til gengæld vil det også betyde, at du får mindre samlet set, hvis du lever kortere.
Udbetalingen af din ATP-pension kan udskydes indtil du bliver 75 år.
Hvor meget får jeg mere, hvis jeg udskyder ATP?
Det afhænger helt af, hvor længe du udskyder udbetalingen. For hver måned du udskyder udbetalingen, bliver den månedlige udbetaling forhøjet med en procentsats. Satsen justeres hvert år.
Herunder kan du se, hvor meget udbetalingen stiger med, for hvert år du udskyder betalingen. Satsen er gældende for 2017:
- 1 år: 5 %
- 2 år: 10 %
- 3 år: 17 %
- 4 år: 23 %
- 5 år: 32 %
- 6 år: 43 %
- 7 år: 56 %
- 8 år: 70 %
- 9 år: 86 %
- 10 år: 104 %
Det betyder, at hvis du eksempelvis står til at skulle have en pension på 1.000 kr. pr. måned, når du bliver 65 år, så får du i stedet 1.100 kr. om måneden, hvis du udskyder den i to år. Udskyder du den i 5 år, får 1.320 kr. pr. måned og venter du 10 år, får du i stedet 2.040 kr. pr. måned.
Kan jeg fortryde, at jeg har udskudt udbetalingen af ATP?
Ja, du kan fortryde udskydelsen når som helst. Hvis du fortryder udskydelsen, kan du trække den tilbage med 6 måneders tilbagevirkende kraft. Det vil betyde, at du starter udbetalingen af ATP med det samme og får udbetalt det, du skulle have haft udbetalt i de seneste 6 måneder.
Det kan være en god sikkerhed at have, når du er pensionist. Det kan hjælpe dig i en situation, hvor du oplever en stor uforudset udgift, hvis du altså hidtil har udskudt udbetalingen af din pension fra ATP.
Kan jeg få udbetalt ATP, hvis jeg bor i udlandet?
Ja. Din ATP vil blive udbetalt til dig, fra du når pensionsalderen, uanset hvor du bor. ATP modtager oplysninger om dig fra International Pension og Social Sikring. På den måde ved de, om du stadig er i live.
Hvis ikke ATP modtager denne information, når du bor i udlandet, fremsendes en leveattest, der skal udfyldes. Denne skal desuden underskrives af to vidner og er bevis for, at du stadig er i live. Udfyldes leveattesten ikke, vil udbetaling fra ATP stoppe.
Skal jeg betale SKAT af ATP?
Alle udbetalinger fra ATP er skattepligtige som enhver anden indkomst. Derfor skal du betale SKAT af udbetalingerne. Skatten fratrækkes automatisk på din udbetaling. Så det er ikke noget, du selv skal være opmærksom på.
Bliver der udbetalt ATP ved min død?
Der udbetales et engangsbeløb til din ægtefælle på 50.000 kr., hvis du dør inden du fylder 65 år. Herefter falder beløbet med 10.000 kr. pr. leveår og det bortfalder helt, når du fylder 70 år.
Der gælder forskellige regler for udbetalingen alt efter, hvornår du er født. Fælles for alle gælder det dog, at beløbet udbetales som et engangsbeløb, samt at der betales 40 % i SKAT af beløbet.
Hvis du har en samlever, men I ikke er gift, er det vigtigt, at I registrerer jer som samlevende. Ellers udbetales der ikke noget til din samlever ved din død.
Der udbetales ligeledes 50.000 kr. til børn, der er under 21 år ved din død, hvis du er under 65 år. Det kræver dog, at du har været med i ATP i mindst 2 år og har betalt, hvad der svarer til mindst 2 års fulde indbetalinger til ATP.
Her gælder det også, at beløbet udbetales som et engangsbeløb, og der betales ligeledes 40 % i SKAT af beløbet.
Beløbet udbetales kun til biologiske børn eller til adopterede børn. Der udbetales ikke ATP ved dødsfald til sammenbragte børn.
Hvem ejer ATP?
ATP ejer sig selv. Det er en selvstændig, selvejende institution, der er under tilsyn af Finanstilsynet. Institutionen ATP ledes af et repræsentantskab og en bestyrelse, der består af repræsentanter for arbejdsmarkedets parter.
Den administrerende direktør i ATP hedder i øjeblikket Christian Hyldahl. Han tiltrådte i 2017, som afløser for Carsten Stendevad, der havde siddet på posten siden 2013.
Udover at administrere ind- og udbetalinger i forbindelse med ATP Livslang Pension, administrerer ATP også flere andre ordninger. Det drejer sig blandt andet om Feriekonto, der håndterer ind- og udbetaling af feriepenge, Lønmodtagernes Garantifond, der sikrer lønmodtagere ved virksomheders konkurs, samt Arbejdsmarkedets Erhvervsforsikring, der træffer beslutninger i sager om arbejdsskader.
Hvornår blev ATP indført?
ATP blev indført ved lov af Folketinget d. 3. marts 1964 og har eksisteret siden. ATP dækkede oprindeligt kun lønmodtagere i Danmark, eller lønmodtagere i udlandet, der var ansat af den danske stat eller danske virksomheder.
Men i 1990’erne blev loven ændret, så tillægspensionen også kom til at omfatte dem, der ikke er i beskæftigelse. Disse ændringer gælder stadig i dag.
Læs mere her
Hvis du vil vide mere om ATP, så kan du besøger ATP her. Vi anbefaler dig også at læse vores overordnede guide til pension.
Som supplement til ATP, så kan det være relevant at læse om førtidspension og folkepension.