Topdanmark A/S er et stort dansk forsikringsselskab, som tilbyder både forsikringer og pensionsordninger til mere end 600.000 kunder fordelt ud på private husstande samt erhvervs- og landbrugskunder. Topdanmark blev stiftet i 1972 som et resultat af sammenlægningen af Mejeriernes Ulykkesforsikring og Arbejdsgiverens Ulykkesforsikring. Begge foregående virksomheder havde opereret siden slutningen af 1800-tallet, hvormed Topsikring GS – som Topdanmark blev grundlagt som i 1972 – byggede og fortsat bygger på mange års erfaring med forsikringer og pension.
Selskabet har i løbet af årene opkøbt flere forskellige virksomheder og koncerner, og i dag omsætter Topdanmark over 12 mia. kr. årligt. De beskæftiger ca. 2.500 medarbejdere fordelt ud på såvel forsikringsordningerne som pensionsordningerne. Selskabet gør sig særligt bemærket inden for skadeforsikringer, hvor de sidder på omkring 19,5% af det danske marked, hvilket gør dem til landets 2. største forsikringsselskab. Topdanmark har stor fokus på at lave en stabil forretning for deres kunder og samtidig værne om samfundet gennem CSR-indsatser, som fremmer sikkerhed samt forebygger og begrænser skader.
I denne artikel ser vi på hvilke produkter du kan finde hos Topdanmark Pension.
Læs her om Topdanmark Forsikring
Hvad tilbyder Topdanmark?
Topdanmark tilbyder en lang række forskellige forsikringer og pensionsordninger til både private og erhvervskunder. Historisk set har en stor del af selskabets klienter været landbrugskunder, og derfor har Topdanmark også den dag i dag en afdeling kun for denne type kunder. Gennem årene har de dog spredt aktiviteterne ud og tilbyder nu alt fra erhvervsforsikringer til arbejdsgiver over privat- og sportspensionsordninger til hundeforsikringer.
Foruden selskabets almindelige produkter tilbyder de også hjælp og vejledning på deres hjemmeside til dig, som har lyst til at lære mere om f.eks. sikkerhed på arbejdet og sundhed gennem hele livet. Som kunde har du også mulighed for at tilgå Mit Topdanmark, som er din egen digitale kontrol af dine forskellige forretninger og produkter hos Topdanmark. Dette falder også meget godt i tråd med Topdanmarks mål om at være en moderne og intuitiv virksomhed, som tilbyder tryghed og sikkerhed gennem forsikringer og pensionsordninger – men på en tidssvarende og nem måde.
Hvem kan blive medlem af Topdanmark Pension?
Alle kan blive medlem af Topdanmark pension, da de ikke lægger sig fast på en bestemt faggruppe eller lignende. Hvis du er erhvervsdrivende eller ejer et landbrug, så vil du yderligere kunne få specialiseret hjælp og gøre brug af mere målrettede produkter gennem Topdanmark Erhverv og Topdanmark Landbrug.
Men privatpersoner kan også sagtens blive kunder hos selskabet, uanset hvilket fag du arbejder under, eller hvilken størrelse indkomst du har. Du kan sammensætte dine pensions- og forsikringsordninger, så de passer til dine konkrete behov og ikke mindst økonomi. Dette kigger vi nærmere på i løbet af guiden, hvor vi dykker ned i de enkelte pensionsordninger og ser lidt nærmere på de mange forskellige forsikringsprodukter, som Topdanmark tilbyder.
Topdanmarks forskellige pensionsordninger
Vi lægger ud med Topdanmarks pensionsordninger, som alle bygger på idéen om, at det skal kunne være muligt at opnå en sundere og sjovere økonomi, når du når til pensionsalderen – mere eller mindre uafhængigt af folkepensionen.
For som selskabet selv gør opmærksom på, på deres hjemmeside, så stiger folkepensionsalderen hele tiden, og der er ingen, der kan spå om, hvordan ordningen ser ud om 20, 30 eller 40 år.
Derfor tilbyder Topdanmark en håndfuld forskellige pensionsordninger, som passer til individuelle behov både nu og senere i livet, når opsparingen bliver aktuel og skal udbetales.
Du har mulighed for at vælge mellem 6 overordnede forsikringer, som kan skrues sammen, så de passer til din økonomi; hhv.:
- Privatpension
- Sportspension
- Ophørspension
- Indehaverpension
- Opsparing af Frie Midler
- Top Ekstra Pension
Herunder dykker vi ned i hver af de 6 pensionsordninger, og ellers kan du altid læse mere om priser og vilkår på Topdanmarks egen hjemmeside.
Privatpension
Privatpension er Topdanmarks mest almindelige og hyppigst anvendte produkt blandt deres privatkunder i pensionsafdelingen. Du kan indrette din privatpension, så den bliver en pakke bestående af pensionsopsparingen og en eller flere forsikringer, der matcher Topdanmarks Privatpension, så dig og din familie er sikret.
Med en Privatpension kan du vælge mellem 3 forskellige opsparingsformer; hhv. en Profilpension, en Link Pension eller en Klassisk Opsparing.
Profilpension: En Profilpension er en opsparingsform under Privatpensionen, som lader dig investere dine penge med relativ risiko og tilsvarende afkast. Du har mulighed for at investere ud fra lav-, mellem- eller højrisikoprofil, og dine potentielle afkast vil så følge med opad.
Du behøver ikke selv at tage dig af investeringerne eller opsparingen, da Topdanmarks investeringseksperter klarer denne del af arbejdet for dig. De tager udgangspunkt i din valgte risikoprofil, som så passer til dine behov og din økonomi. Som udgangspunkt vil investeringerne gradvist blive nedjusteret på risikoskalaen, desto tættere du når pensionsalderen.
Link Pension: Hvis en Profilpension ikke siger dig noget, så kan en Link Pension være et alternativ med mere indflydelse. Vælger du en Link Pension som din Privatpension, så er det nemlig ikke Topdanmarks eksperter, der styrer dine investeringer, men derimod dig selv. Denne model anbefales kun, hvis du har en smule forstand på og interesse for investering.
Med en Link Pension bliver får du stillet en række fonde til rådighed, som Topdanmark tilbyder. Du kan så selv vælge, hvordan du vil sammensætte dine investeringer og sætte pengene i de fonde, du finder mest passende eller interessante. Opsparingen giver dig et markedsafkast svarende til de risikoprofiler, du løbende vælger for dig selv.
Klassisk Opsparing: Som en tredje og sidste mulighed kan din Privatpension bestå af en Klassisk Opsparing. Klassisk Opsparing er en mere konservativ opsparingsform med lav risiko og mindre afkast end de øvrige. Opsparingen passer godt til dig, som ikke har behov for at opnå de helt store afkast og dermed heller ikke behøver at løbe større risici gennem årene.
En Klassisk Opsparing sikrer dig et fastsat og bestemt udbetalingsbeløb, som vil ligge på et minimum, hvormed du altid vil være sikret minimum din investering. Til gengæld betyder det også, at når det går godt på markederne, så vil du ikke opnå et større afkast af den grund. Med en Klassisk Opsparing står Topdanmarks investeringseksperter for at forvalte dine penge, så du ikke selv skal tænke på det. Du får løbende en depotrente, som forrenter din opsparing og giver dig et mindre afkast – trods alt.
Fælles for alle formerne for Privatpension gælder det, at du vælger, om det opsparede beløb skal udbetales over en fastsat årrække, eller om du vil have pengene fordelt ud over resten af dit liv, fra du går på pension. Derudover vælger du selv, hvilke forsikringer, du ønsker sammen med en pensionsordning.
Du kan kombinere din pension med en eller flere af følgende forsikringsordninger gennem Topdanmark (vi kommer nærmere ind på forsikringerne længere nede i guiden):
- Tab af Erhvervsevne-forsikring
- Sundhedsforsikring
- Forsikring ved Visse Kritiske Sygdomme
- Livsforsikring
OBS: Det er et krav, at du opretter din pensionsordning, før du fylder 60 år, såfremt du ønsker at inkludere forsikringer i ordningen. Du skal ydermere være opmærksom på, at du som minimum skal indbetale 1.250 kr. om måneden til din valgte opsparing.
Sportspension
En Sportspension er udviklet ud fra princippet om, at du – som sportsudøver på højt og professionelt plan – skal været sikret godt økonomisk, når den professionelle karriere engang slutter. Selvom det ikke er det mest spændende at tænke på nu, når du måske er på dit højeste, så er det alligevel en god idé at overveje din fremtidige økonomi, når der engang bliver længere og længere mellem toppræstationerne.
Med en Sportspension hos Topdanmark er du også sikret fuldt skattefradrag for dine indbetalinger, så du kan investere pengene i din egen fremtid i stedet for. Der er endvidere god fleksibilitet, hvad angår hyppigheden og størrelserne på dine indbetalinger.
En Sportspension kan oprettes som en af de 3 opsparingsformer ligesom ved Privatpensionen; hhv. som en Profilpension med højrisiko, en Link Pension, som du selv står for, eller en Klassisk Opsparing med lavrisiko.
Du kan oprette en Sportspension, hvis du lever delvist eller helt af din sportsudøvelse. Alle indbetalinger på opsparingen skal komme fra den sport, du udøver – det kan enten være fra sponsorpenge, præmier, bonusser eller almindelig løn. Der skal endvidere minimum indsættes 12.000 kr. årligt på din opsparing, og du kan maksimalt indbetale ca. 1,9 mio. kr. årligt.
Pensionsopsparingen giver dig som sagt skattefri indbetalinger. Det vil sige, at du skal betale skat, når du hiver pengene ud, men kan til gengæld få fradrag for indbetalingerne undervejs. Det kan være med til at give dig et mere fordelagtigt skatteregnskab senere hen, da du så betaler indkomstskat efter karrieren, hvor du måske ikke ligger over topskattegrænsen.
OBS: Udbetalingerne skal senest begynde i det år, hvor du fylder 40 år, og du får udbetalt pengene i faste rater hver måned ligesom ved en ratepension. Du kan selv fastsætte det månedlige udbetalingsbeløb – dog må de ikke overskride SKATs årlige grænse, som lige nu ligger på ca. 370.000 kr.
Ophørspension
Topdanmark tilbyder 2 specifikke pensionsopsparinger til dig, der er selvstændig erhvervsdrivende. Den ene hedder Ophørspension – og som det fremgår af navnet, så lader pensionsordningen dig indbetale overskuddet fra et evt. virksomhedssalg til en pensionsopsparing.
Dette er bl.a. med til at udskyde din skattebetaling, og du kan få fuldt fradrag for selve indbetalingen. Der findes en række krav, du skal opfylde og leve op til for at kunne gøre brug af en Ophørspension:
- Du kan tidligst oprette en Ophørspension fra det år, du fylder 55
- Du skal have ejet din virksomhed i mindst 10 ud af de seneste 15 år for at kunne oprette pensionsopsparingen
- For at åbne opsparingen skal du helt eller delvist sælge din virksomhed
- Hvis du indbetaler pengene ad flere omgange, så skal din seneste indbetaling foregå senest 10 år efter virksomhedssalget
Der er en øvre grænse for, hvor mange penge du kan omsætte fra salget af din virksomhed og over på en Ophørspension – I øjeblikket ligger den på ca. 2,7 mio. kr. Du har fuldt skattefradrag for hele det beløb, du sætter ind. Dermed kan du udskyde skattebetalingen fra udbetalingerne til senere i livet.
Du skal betale almindelig indkomstskat af udbetalingerne, men ved at udskyde den og få udbetalt dit opsparerede beløb over en længere årrække i stedet for på én gang ved et virksomhedssalg, så kan du nøjes med at betale lavere skat i stedet for potentielt topskat med det samme ved salget.
Også her ved Ophørspensionen gælder det, at du kan vælge mellem de 3 forskellige opsparingsformer Profilpension, Link Pension eller Klassisk Opsparing.
Hvad angår udbetalingen af din pensionsopsparing, så kan du med en Ophørspension vælge mellem enten en ratepension, en livrente eller en blanding af begge.
Indehaverpension
Den anden pensionsordning til selvstændige hedder Indehaverpension. En Indehaverpension er tilegnet dig, som ejer og driver en mindre virksomhed, og som gerne vil spare op til alderdommen og samtidig tegne billige forsikringer til dig selv, din ægtefælle og evt. én ansat.
Du kan vælge mellem 3 forskellige opsparingsformer; hhv. en Profilpension, en Link Pension eller en Klassisk Opsparing. Valget afhænger af din risikoprofil, din økonomi og dine behov for indflydelse på investeringerne.
Når du opretter en Indehaverpension, så kan du vælge, at udbetalingerne senere hen skal foregå over en fast årrække i form af en ratepension, eller om du vil have penge udbetalt resten af livet i form af en livrente. Du har mulighed for at udvide livrenten med en garanti, så den også fortsætter efter din død, hvormed din familie modtager pengene op til garantigrænsen.
For at kunne oprette en Indehaverpension, skal du opfylde følgende betingelser:
- Du skal indbetale mindst 1.250 kr. om måneden til din opsparing.
- Vælger du en ratepension som udbetalingsform, er der et loft for dine årlige indbetalinger, som du har fuldt fradrag for
- Ønsker du at oprette forsikringer til dig, din ægtefælle og én ansat sammen med din pensionsordning, så skal du starte opsparingen, inden du bliver 60 år
Du har mulighed for at tilkoble en eller flere forsikringer til din Indehaverpension. Forsikringerne kan dække dig selv, din ægtefælle og én ansat. Du kan frit sammensætte forsikringerne samlet og individuelt, så de passer til både dig, din ægtefælle og evt. den ene ansatte, du vælger at forsikre. Du kan tilknytte følgende forsikringer til opsparingen:
- Tab af Erhvervsevne-forsikring
- Sundhedsforsikring
- Forsikring ved Visse Kritiske Sygdomme
- Livsforsikring
Vi kigger nærmere på alle forsikringerne længere nede i guiden. Du kan desuden læse mere om de samlede betingelser for en Indehaverpension på Topdanmarks egen hjemmeside.
Opsparing af Frie Midler
Topdanmark tilbyder sidst men ikke mindst 2 pensionsordninger til dig, som har lyst til og behov for at spare lidt ekstra op, end hvad de øvrige pensionsordninger lader dig gøre. Den første af de 2 ekstra muligheder hedder Opsparing af Frie Midler.
Opsparing af Frie Midler er en løsning til dig, som ønsker at spare ekstra op og aktivere dine penge i stedet for bare at have dem stående i et pengeinstitut, hvor omkostningerne kan være høje og afkastet meget lavt.
Med denne opsparingsform bliver dine penge investeret enten af dig selv eller af Topdanmarks investeringseksperter i Topdanmarks investeringsfonde. Dette er med til at sikre ekstremt lave omkostninger i forhold til mange af selskabets konkurrenter og øvrige muligheder på markedet.
Når du sparer penge op og investerer dem gennem en Opsparing af Frie Midler, så vil din opsparing i udgangspunktet være bundet i minimum 5 år ad gangen. Det er dog muligt for dig at hive pengene ud inden for de 5 år, men så skal du påregne nogle ekstraomkostninger. Men hvis du har ekstra penge tilovers, som du ønsker at investere og ikke skal bruge foreløbigt, så kan du blot lade dem stå på opsparingen i de 5 år og efterfølgende.
Som privatperson vil afkastet på din opsparing med en Opsparing af Frie Midler bliver beskattet som kapitalindkomst. Du får ikke fradrag for indbetalingerne som med en almindelige pensionsopsparing, men til gengæld betaler du heller ikke indkomstskat af udbetalingerne senere hen. Investerer du pengene i opsparingen som virksomhed, så er skatte- og fradragsreglerne ved indbetaling og udbetaling det samme, men til gengæld betaler du acontoskat eller almindelig selskabsskat af afkastet på din opsparing.
Du vælger mellem de 3 opsparingsformer Profilpension, Link Pension eller Klassisk Opsparing, når du opretter din Opsparing af Frie Midler. Vær dog opmærksom på, at hvis du vil oprette en Klassisk Opsparing, som er en mere konservativ opsparing uden risiko, så skal den kombineres med enten en Link Pension, hvor du selv står for at administrere dine investeringer, eller en Profilpension, hvor Topdanmarks investeringseksperter står for det.
På Topdanmarks egen hjemmeside kan du læse mere om betingelser og vilkår – der kan du også se en oversigt over de ekstra lave omkostninger, der er forbundet med at investere dine ekstra penge på denne måde i forhold til andre steder.
Top Ekstra Pension
Den sidste pensionsordning hos Topdanmark hedder Top Ekstra Pension, og den er ligeledes en slags ekstrapension, du kan oprette, hvis du har behov for yderligere opsparing. Top Ekstra Pension skal ses som et slags supplement til eller en erstatning for din efterløn, og du kan således også få udbetalt pengene fra din pensionsopsparing 5 år før din folkepensionsalder.
Du har mulighed for at indbetale op til ca. 55.000 kr. på opsparingen årligt, og disse vil som udgangspunkt blive udbetalt som en form for livrente på minimum 10 år. Hvad angår investering, så vil dine midler, som du skyder ind på opsparingen, blive placeret i en Klassisk Opsparing. Du har dermed ikke mulighed for at vælge en af de to andre opsparingsformer, som de øvrige pensionsordninger giver mulighed for.
Når pengene bliver indsat på en Klassisk Opsparing, betyder det, at du ikke løber nogen risiko og kan dermed ikke tabe pengene. Til gengæld kan du heller ikke forvente et højt afkast – selv i de år, hvor det går godt på markederne.
Sidst men ikke mindst kan vi nævne, at du har mulighed for at få ekstra udbetalinger end dem, du som standard får fra din Top Ekstra Pension. Dette kræver dog, at du har en løbende udbetaling fra en anden livrentepension, som giver dig minimum 10.400 kr. årligt i mindst 10 år.
Fordele ved Topdanmark Pension
Afslutningsvis vil vi kigge lidt nærmere på nogle af de konkrete fordele, der er ved at blive kunde hos Topdanmark frem for visse andre forsikrings- og pensionsselskaber. Det er ligeledes nogle af de grunde, som gør, at mange andre danskere vælger netop dem til at levere deres forsikrings- og pensionsprodukter.
Fordele ved Topdanmark pension og forsikring:
- Altid åbent – Topdanmark har åbent for rådgivning og support i hele døgnet, 365 dage om året. Det kan være en fordel, hvis du pludselig står og har spørgsmål til dækning, pris eller andet.
- Hurtig skadehjælp – Via Mit Topdanmark, som er din egen digitale platform som kunde hos Topdanmark, kan du altid følge din skadebehandling. Topdanmark har en forholdsvis hurtig skadehjælp, og ca. 25% af deres kunder oplever at få udbetalt deres erstatning allerede dagen efter, at de har anmeldt en skade. Du kan ligeledes hurtigt og nemt anmelde skader døgnet rundt over telefon eller via hjemmesiden.
- Rabatter – Som vi også har været inde omkring her i guiden, så har du mulighed for at samle forsikringer og pensionsordning hos Topdanmark og få op til 15% rabat på produkterne.
- Trustpilot – Trustpilot er som bekendt blevet danskernes foretrukne måde at vurdere, om en virksomhed eller organisation er værd at bruge tid på. Topdanmark har fået langt over 10.000 anmeldelser fra deres kunder på Trustpilot, og med en bedømmelse på ca. 8.8/10 ligger de ganske pænt i tilfredsheden blandt deres kunder.
Adresse og kontaktinformationer
Topdanmark Pension
Borupvang 4
2750 Ballerup
Tlf: 78 77 78 94
email: Kontaktside
Læs mere her
Find her vores artikel om Topdanmark Forsikring
Find her vores overordnede artikel om pension
Find her vores artikler om førtidspension, folkepension og ATP Livslang Pension.
Læs desuden om livrente, ratepension, kapitalpension og aldersopsparing.