Et prioritetslån optages med pant i din bolig og fungerer ligesom en kassekredit. Du betaler kun renter af den del af lånebeløbet, der ikke står på kontoen. Renten for udlån og indlån er den samme, men typisk højere end f.eks. et rentetilpasningslån. Prioritetslånet fås både med og uden afdrag.
Du kan læse mere generelt om realkreditobligationer i vores overordnede artikel om realkreditlån. Resten af denne artikel handler om prioritetslån.
Et prioritetslån er en særlig form for banklån med sikkerhed i dit hus. Det bruges oftest i forbindelse med ombygninger eller som en del af finansieringen af et huskøb. Prioritetslånets størrelse og løbetid aftales med banken og pengene sættes ind på en særlig konto, som du kan hæve og sætte penge ind på, ganske som enhver anden bankkonto.
Teknisk set er et prioritetslån ikke et realkreditlån. Vi har dog placeret beskrivelsen af prioritetslånet sammen med beskrivelserne af de forskellige realkreditlån, da det bruges til nøjagtigt det samme. Både et realkreditlån og et prioritetslån har pant i din bolig, og lånebeløbets størrelse kan lyde på op til 80% af din boligs værdi.
Indholdsfortegnelse
Ind- og udlånsrente er den samme
Som noget helt særligt ved prioritetslån, betaler du kun rente af den del af lånebeløbet, du har brugt. Så har du f.eks. lånt 250.000 og stadig har de 200.000 stående på kontoen, betaler du kun renter af de 50.000 kroner, du har brugt.
Størrelsen på ind- og udlånsrente er som regel den samme. Den følger Nationalbankens rente (også kaldet markedsrenten) tillagt et beløb (ofte en procentsats), der fastsættes af banken. Det vil sige, at renten størrelsesmæssigt ligger over et rentetilpasningslån og mange gange over renten på din almindelige lønkonto. Ved nogle prioritetslån følger man den Europæiske centralbanks rente i stedet for Nationalbankens rente.
Det betyder, at hvis du også bruger kontoen med prioritetslånet som lønkonto (hvilket ofte vil være en fordel), og hvis du kun har brugt en lille smule eller ingenting af lånebeløbet, kan du nedbringe størrelsen på de renter du skal betale for lånet til stort set nul eller ligefrem tjene penge på kontoen, hvis du har mere stående på den, end du har lånt.
Ofte får du dog kun den høje rente op til lånebeløbet. Dvs. har du lånt 1,2 mio og med tiden får 1,3 mio stående på kontoen, så vil renten af de sidste 100.000 kr. være langt lavere eller evt. på 0%. Men de 1,2 mio lån og de 1,2 mio indestående vil udligne hinanden, og der vil ingen udgifter være ved lånet.
Variabel rente på prioritetslån
Da renten på prioritetslånet følger markedsrenten, vil det sige at lånet har variabel rente. Det betyder, at du løber en større risiko ved at optage et prioritetslån, da du aldrig kender de faktiske renteudgifter på lånet på forhånd.
For markedsrenten følger udviklingen i det finansielle marked og er derfor meget fluktuerende. Den er en rettesnor for, hvor meget långivere er villige til at udbyde lån til og hvor meget låntagere er villige til at betale. Der hvor udbud møder efterspørgsel, ligger markedsrenten.
Men også kreditrisiko og løbetid på lånet har indflydelse på lånet. Ganske vist følger lånet Nationalbankens rente, men rentetillægget, som går til banken, kan variere meget. Det er bankens vurdering af lånet, og din tilbagebetalingsevne der afgør hvor højt et rentetillæg, der ligges på lånet. Derfor kan det være en god ide at få et tilbud på et prioritetslån fra flere forskellige banker. Bankerne kan snildt vurdere din tilbagebetalingsevne forskelligt, og derfor have stor prisforskel.
Prioritetslån med eller uden afdragsfrihed
Du kan vælge prioritetslån med eller uden afdrag. Et prioritetslån er som udgangspunkt afdragsfrit, da det fungerer som en kassekredit, hvor du selv frit bestemmer hvor meget du vil betale tilbage hvornår. Den afdragsfrie periode kan dog højest vare i 10 år. Tager du et prioritetslån på mere end 10 år, så vil der på et tidspunkt begynde at komme krav om afdrag. Dette fungerer således at der hvert år beregnes hvor meget der skal betales i afdrag, og dette beløb bliver dit lån formindsket med. Har du f.eks. et lån på 800.000 kr. og dit afdrag set over et år er på 10%, så vil dit lån efter et år blive formindsket med 80.000 kr. Dette betyder at lånet nu kun er på 720.000 kr., og du skal derfor have sparet disse 80.000 kr. op på prioritetskontoen inden årets udgang for at betale afdraget. Prioritetslånet giver derfor en stor frihed, men stiller også store krav til dig om opsparing, da du kun afdrager én gang om året.
Kan prioritetslån anbefales netop nu
Som udgangspunkt er prioritetslån en god løsning netop i disse år, hvor Nationalbankens rente (markedsrenten) er lav og i perioder ligefrem negativ. Meget kan dog ændre sig over årene, så har du behov for et lån med lang løbetid, så kan det være risikabelt med et prioritetslån. Det er derfor vigtigt at se på din aktuelle situation.
Har du behov for et lån med lang løbetid, f.eks. over 30 år, så vil vi ofte anbefale et fastforrentet realkreditlån. Det kan du læse mere om her. Dette er ofte dyrere end andre lån i starten af lånets løbetid, men skulle renten med tiden stige, så er du sikret en fast rente.
Har du behov for et lån med kortere løbetid, f.eks. 5 år eller 10 år, så kan du lettere tage et lån med variabel rente, som f.eks. et Prioritetslån eller et Rentetilpasningslån. Skulle renten stige, så er der sandsynligvis ikke lang tid tilbage af lånet løbetid, og derfor kan du forhåbentligt klare skærene i denne periode.
Valget mellem Prioritetslån og Rentetilpasningslån handler hovedsageligt om dine indtægter. Har du meget svingende indtægter og derfor i perioder store beløb på din indlånskonto og næsten intet i andre perioder, så giver det mening med et Prioritetslån. Her betaler du kun renter af det faktisk lånte beløb, og derfor får du fuld valuta for de penge som du til tider har på kontoen. Har du i stedet en fast indtægt uden de store udsving på indlånskontoen, så vil det give mere mening med et Rentetilpasningslån. Dette skyldes at renten på Rentetilpasningslån ofte er lidt lavere. Til gengæld får du ikke glæde af dit indestående, hvor de fleste banker ikke giver nogen rente eller i hvert fald kun meget lav rente. Du kan her læse mere om Rentetilpasningslån.
Før du optager et prioritetslån, er det altid en fordel at spørge dit pengeinstitut om rådgivning eller spørge en uvildig rådgiver, som f.eks. Realkredit Konsulenten.