Registreringsafgift er en afgift, der betales til staten, når et køretøj indregistreres til kørsel på offentlig vej i Danmark. Den danske registreringsafgift er med 150 % den næsthøjeste i verden. Kun Singapore har en højere afgift end os. Afgiften afhænger af anskaffelsesprisen, køretøjets type og anvendelsesformål.
Registreringsafgiften blev indført pr. 1. januar 1925. Afgiften skal betales, inden køretøjet kan indregistreres med danske nummerplader. I dag er brintbiler og knallerter de eneste motoriserede køretøjer med nummerplader herhjemme, der ikke er omfattet af afgiften.
Hvad er registreringsafgift?
Registreringsafgift er en afgift, der betales til staten af den person, der ejer køretøjet, når det indregistreres til kørsel med danske nummerplader første gang. Det vil sige, at afgiften betales for alle nye og brugte biler, der importeres til landet.
Afgiften beregnes ved hjælp af en progressiv skala, der udgøres af en procentsats af køretøjets anskaffelsesværdi. Afgiftsberegningen afhænger af typen af køretøj, i nogle tilfælde køretøjets vægt og hvad køretøjet skal bruges til.
Registreringsafgiftloven
Registreringsafgiftloven blev vedtaget af Folketinget i 1924 og trådte som sagt i kraft pr. 1. januar 1925. Formålet var dengang at mindske importen af udenlandske køretøjer og derved styrke handelsbalancen og den danske Krone. Allerede dengang blev der anvendt en progressiv skala, der gik fra 15 til 40 % af værdien på køretøjet.
Denne skala er blevet justeret gentagende gange i tidens løb og har siden 1977 været på maksimalt 180 % af køretøjets værdi.
Nye satser for registreringsafgift
For første gang siden registreringsafgiftens indførsel, blev der i november 2015 vedtaget en sænkning af den maksimale afgift med 30 % til maksimalt 150 %. Denne ændring trådte i kraft med det samme.
Samtidig vedtog man at indføre registreringsafgift på elbiler, der ellers hidtil havde været friholdt for registreringsafgift på grund af elbilernes miljømæssige værdier. Afgiften indfases trinvis fra 2016 og frem til 2020. Så fra 2016 skal du betale 20 % i registreringsafgift for din el-bil fradraget et nedslag på 10.000 kroner, og procentsatsen stiger så hvert år frem til 2020, hvor du skal betale samme registreringsafgift for el-biler som for almindelige brandstofdrevne biler.
Hvor høj er registreringsafgiften for biler
Registreringsafgiften for biler beregnes ud fra en progressiv skala, hvor der betales 105 % af bilens værdi for de første 82.800 og 150 % af resten.
Varebiler under 4 tons skal som hovedregel ikke svare registreringsafgift af de første 17.700 og 50 % af resten af varebilens værdi. Det gælder dog ikke pickups og kassevogne uden siderude. Disse afregnes efter vægt således:
- Fra 2,5 til 3 tons skal der ikke svares registreringsafgift af de første 34.100. Af værdien over det beløb svares der 30 % i afgift.
- Fra 3 til 4 tons er de første 34.100 også uden afgift. Derefter betaler du 30 % af resten, dog maksimalt 56.800 kr.
Lastbiler over 4 tons svarer ikke registreringsafgift og busser svarer ikke registreringsafgift af de første 12.100 kroner, men herefter svares der 60 % af resten af bussens pris.
Hvor høj er registreringsafgiften for motorcykler (MC)
For motorcykler (MC) skal der ikke svares registreringsafgift af de første 9.400 kroner. Derefter betales der 105 % af værdien fra 9.400 og op til 26.100. Resten svares der 150 % af.
Hvor høj er registreringsafgiften for elbiler
Tidligere var elbiler fritaget for registreringsafgift, men som tidligere nævnt blev det vedtaget af indføre fuld registreringsafgift på elbiler fra 2020. I årene frem til da indføres afgiften gradvist, så du:
- I 2016 betaler 20 % i registreringsafgift med et fradrag på 10.000 kr.
- I 2017 betaler 40 % med et fradrag på 10.000 kr.
- I 2018 betaler 65 %
- I 2019 betaler 90 %
Og i 2020 betaler man nøjagtig samme registreringsafgift som for en bil, der kører med traditionel motor.
Afgiftsfastsættelsen for importerede, brugte el-biler afgøres på samme måde som for brugte biler – se herunder.
Registreringsafgift på brugte biler
Importerer du en brugt bil fra udlandet – f.eks. en Mercedes, BMV eller anden luksusbil fra Tyskland – bliver registreringsafgiften i princippet beregnet på samme måde som for nye biler. Men afgiften nedsættes med det værditab, den brugte bil har haft sammenlignet med en tilsvarende ny bil.
I praksis beregnes registreringsafgiften ud fra handelsprisen for en tilsvarende model og årgang med samme kilometerstand her i landet. Derudover kan der så tillægges eller fradrages i afgiften for tilstedeværelsen af eller manglen på forskelligt sikkerheds- og ekstraudstyr på bilen.
For at få fastsat registreringsafgiften skal du, inden du indfører køretøjet til Danmark, melde køretøjet til SKAT via en online formular. Formularen udskrives derefter og lægges i bilen, når du kører den til landet på udenlandske nummerplader.
Nu har du 30 dage til at få køretøjet synet. Først når det er synet, kan du bede om en værdifastsættelse i Motorregisteret. Det kan du enten gøre selv med NemID eller få et firma til at forestå processen.
Derefter modtager du en afgørelse og skal betale den pålagte registreringsafgift, før du kan registrere køretøjet i Motorregisteret og købe danske nummerplader til den.
Udover registreringsafgiften skal du betale 10 procent i told for et køretøj, der importeres fra et land uden for EU. Derudover skal du altid svare 25 procent i moms beregnet på baggrund af fakturaprisen plus fragt og forsikringsomkostninger. Er der tale om flyttegods, skal du ikke betale told eller også pålignes du en lavere toldsats.
Indføres bilen fra et land, der er medlem af EU, skal du ikke betale told af bilen, men stadig svare moms af købsprisen.
Læs mere
Vil du vide mere om biler og privatøkonomi, så besøg her vores sektion med biler
Vil du vide mere om skatter og afgifter, så besøg her vores sektion omkring skat
Skriv et svar