Hvad er grøn ejerafgift og vægtafgift?
Det giver umiddelbart ikke sig selv, hvad disse ord dækker over. De fleste ved, at der er en del udgifter forbundet med at eje et køretøj. Du skal eksempelvis betale for forsikringer og brændstof. Måske skal du også betale af på et lån, du har taget for at købe køretøjet. Men ud over disse udgifter skal du betale afgifter for dine køretøjer. Disse afgifter hedder vægtafgift og grøn ejerafgift, og du skal kun betale en af dem.
Du skal betale enten grøn ejerafgift eller vægtafgift, hvis du har et køretøj med danske nummerplader.
Et køretøj kan eksempelvis være en personbil, en varebil, en campingvogn eller en motorcykel.
Både vægtafgift og grøn ejerafgift skal betales løbende. Afgiften afhænger blandt andet af, hvilket køretøj du har, og hvor gammelt køretøjet er. Men hvem skal betale de forskellige afgifter, og hvor meget koster det?
I denne artikel svarer vi på de mest almindelige spørgsmål om afgifter. Når du har læst artiklen, vil du forhåbentlig vide alt, der er værd at vide om grøn ejerafgift og vægtafgift.
Hvad er grøn ejerafgift og vægtafgift?
Grøn ejerafgift og vægtafgift er afgifter, du skal betale, når du har et køretøj med danske nummerplader. Du skal dog kun betale én af delene. Så hvad er forskellen på de to afgifter? Du skal betale vægtafgift, hvis din personbil første gang er registreret før 1. juli 1997.
Hvis du har en varebil, skal du betale vægtafgift, hvis varebilen første gang er registreret før 18. marts 2009.
Hvis du har et køretøj, der er registreret senere end disse datoer, skal du i stedet betale grøn ejerafgift. Når du betaler grøn ejerafgift, skal du betale afgift efter bilens brændstofforbrug (km/l).
Hvem skal betale grøn ejerafgift og vægtafgift?
Alle ejere af køretøjer på danske nummerplader skal betale en løbende afgift. Derfor er vægtafgift og grøn ejerafgift noget, som rigtig mange danskere betaler hvert eneste år. Disse afgifter er nemlig nogle af de uundgåelige udgifter, der er forbundet med at eje et køretøj.
For nogle er denne afgift relativ lav, mens den for andre er relativ høj. Afgiften kommer nemlig an på mange forskellige faktorer. Som hovedregel er der lavere afgifter på nye biler, end der er på gamle biler, men da afgiften også afhænger af brændstoftype, vægt, og hvor mange kilometer køretøjet kører pr. liter brændstof, kan det være svært at sige noget generelt. Derfor bør du altid beregne afgiften for dit eget køretøj på Skat.dk.
Hvordan beregner du afgiften på et køretøj?
Det kan måske virke uoverskueligt at finde ud af, hvad du skal betale i grøn ejerafgift eller vægtafgift. Heldigvis er det meget nemt. På Skat.dk kan du nemlig beregne, præcis hvor meget du skal betale i afgift på et køretøj. Det smarte ved denne beregner er, at du kan beregne afgiften, allerede før du køber en bil eller et andet køretøj.
Her kan du nemlig indtaste mange forskellige typer af køretøjer, forskellige brændstoftyper og registreringsdatoer og på den måde finde frem til den nøjagtige pris, som du skal betale i årlig afgift for dit køretøj. Du kan beregne afgifter for personbiler, varebiler, trailere, motorcykler, campingvogne, busser og taxier i beregneren.
Afgifter for personbiler
Hvor meget skal du så betale, når du skal betale vægtafgift eller grøn ejerafgift på dit køretøj? Det kommer an på flere ting. Afgiften afhænger nemlig både af bilens vægt, alder, og hvilket brændstof bilen bruger. Derfor vil afgiften altid komme an på en specifik beregning. Men hvordan beregner du det? Der findes flere sider på nettet, hvor du kan finde din bils afgift.
Du kan eksempelvis beregne grøn ejerafgift og vægtafgift på Skat.dk, hvor du skal svare på forskellige spørgsmål. Du kan fx blive bedt om at svare på, hvilken type køretøj du har, hvornår køretøjet første gang blev registreret, og hvilken type brændstof køretøjet bruger.
Her følger tre eksempler på, hvad en afgift for 2023 kan ligge på:
- Vægtafgift på en benzinbil fra 1996
Du har en personbil fra 1996, som kører på benzin. Bilen vejer 1.200 kg. Med denne bil skal du betale 2340 kr. pr. halvår i vægtafgift. Det bliver en samlet årlig vægtafgift på 4.680 kr.
- Grøn ejerafgift på en benzinbil fra 2015
Du har en personbil fra 2015, der kører på benzin. Bilen kører 20 km pr. liter benzin. Med denne bil skal du betale 330 kr. pr. halvår i ejerafgift. Det bliver en samlet årlig ejerafgift på 660 kr.
- Grøn ejerafgift på en dieselbil fra 2018
Du har en personbil fra 2018, der kører på diesel. Bilen kører 21 km pr. liter diesel, og den er udstyret med et partikelfilter, der hjælper med at reducere antallet af sodpartikler. Med denne bil skal du betale 890 kr. pr. halvår i ejerafgift. Når du har en dieselbil, skal du dog også betale en udligningsafgift. Med denne bil ligger udligningsafgiften på 1.280 kr. pr. halvår. Derfor bliver den samlede årlige ejerafgift 4.340 kr.
Som du kan se på de tre eksempler, er der stor forskel på, hvor meget du skal betale i afgift på din personbil. Det kommer både an på, hvilket køretøj du har, hvornår køretøjet er indregistreret første gang, hvad køretøjet vejer, hvor langt det kører på literen, og hvilken type brændstof det kører på.
Hvis du vil vide, hvor meget du skal betale i vægtafgift eller grøn ejerafgift for dit køretøj i 2023, kan du nemt og hurtigt beregne det online. I afgiftsberegneren skal du svare på en række spørgsmål, før du kan se, hvad du skal betale i afgift for køretøjet. Alternativt kan du finde oplysninger om afgifter på et køretøj her.
Højere afgifter for nye biler
Da registreringsaftalen blev omlagt i 2017, blev ejerafgiften for nye biler sat op. Forhøjelsen trådte i kraft 1. juli 2018. Aftalen betyder, at biler, der er indregistreret 3. oktober 2017 eller senere, skal betale en højere ejerafgift. Hvis du køber en bil, der er indregistreret omkring denne dato, skal du derfor være opmærksom på, om du skal betale en højere ejerafgift.
Her følger to eksempler, så du få en idé om forhøjelsen af afgiften:
- Grøn ejerafgift på en benzinbil fra 2. oktober 2017:
Du har en personbil, der første gang er registreret 2. oktober 2017. Bilen kører på benzin, og den kører 19 km pr. liter benzin. Med denne bil skal du betale 640 kr. halvårligt i ejerafgift. Det bliver en samlet årlig ejerafgift på 1.280 kr.
- Grøn ejerafgift på en benzinbil fra 4. oktober 2017:
Du har en personbil, der første gang er registreret 4. oktober 2017. Bilen kører på benzin, og den kører ligeledes 19 km pr. liter benzin. Med denne bil skal du betale 890 kr. halvårligt i ejerafgift. Det bliver en samlet ejerafgift på 1.780 kr.
Som du kan se i de to eksempler, skal du betale 500 kr. mere årligt med en bil, der er registreret efter 3. oktober 2017. Det er godt at vide, hvis du overvejer at købe en ny eller brugt bil.
Afgifter for elbiler og plug-in-hybridbiler
Folketinget besluttede fra 1. januar 2016 følgende:
- Elbiler er ikke længere fritaget for at betale afgifter. Ejere skal derfor betale enten vægtafgift eller grøn ejerafgift.
- Beregningen af den grønne ejerafgift for plug-in-hybridbiler er ændret. Fremover tages der højde for elforbruget, når brændstofforbruget skal beregnes.
Hvis du har en elbil eller en plug-in-hybridbil, skal du altså også betale vægtafgift eller grøn ejerafgift på dit køretøj. Skat udregner afgiften for elbiler og plug-in-hybridbiler ved at omregne bilens elektriske forbrug (Wh) pr. kilometer til antal kilometer pr. liter benzin. De fleste elbiler og plug-in-hybridbiler vil ende på den laveste sats og betale en årlig afgift på 620 kr.
Afgifter for varebiler
Hvis du ejer en varebil, skal du betale en årlig afgift, der er baseret på varebilens totalvægt. Hvis din varebil kører på diesel, skal du betale udligningsafgift som tillæg. Du kan læse mere om udligningsafgiften længere nede i denne artikel. Når du har en varebilen, kommer afgiften også an på, om du bruger varebilen privat. Hvis varebilen er indregistreret efter 2. juni 1998, kommer der en tillægsafgift, hvis du bruger den privat. Hvis din varebil er registreret 18. marts 2009 eller senere, skal du betale grøn ejerafgift, der svarer til de satser, der gælder for personbiler. Du kan læse mere om, hvordan Skat udregner afgiften her.
Afgifter for motorcykler
Motorcykelejere skal også betale afgifter. Men hvordan beregner man afgiften, og er den også delt op i vægtafgift og grøn ejerafgift? Det er faktisk utroligt nemt at beregne afgiften på motorcykler. Her er nemlig kun én fælles afgift, som er ens for alle motorcykler. Afgiften kommer hverken an på vægt, alder eller noget andet.
Der er en årlig vægtafgift på 730 kr. for alle motorcykler. Det er derfor både nemt og hurtigt at finde ud af, hvad du skal betale i årlig afgift, når du har en motorcykel.
Afgifter for trailere
Hvis du har en trailer, skal du måske betale en årlig vægtafgift. Om du skal betale en afgift eller ej, kommer an på, hvor meget din trailer vejer. Hvis din trailer vejer mellem 1 og 500 kg, skal du ikke betale vægtafgift.
Hvis din campingvogn vejer mere end 500 kg, skal du betale en årlig afgift. Du skal eksempelvis betale 150 kr. årligt, hvis din trailer vejer mellem 501 og 1.000 kg, mens du skal betale 460 kr., hvis din trailer vejer mellem 2.001 og 2.500 kg. Du kan se alle afgifterne for trailere i beregneren, som vi har linket til længere oppe i denne artikel.
Afgifter for campingvogne
Hvis du har en campingvogn, skal du betale en årlig vægtafgift. Afgiften kommer an på, hvor meget campingvognen vejer. Hvis din campingvogn vejer mellem 1 og 600 kg, skal du betale 678 kr. i årlig afgift. Hvis du har en campingvogn, der vejer mellem 1.101 og 1.300 kg, skal du derimod betale 1.498 kr. i årlig afgift. Du kan se alle afgifterne for campingvogne i beregneren, som vi har linket til længere oppe i artiklen.
Afgifter for veteranbiler og andre køretøjer over 35 år
Der er fordele ved at have en veteranbil eller et andet køretøj over 35 år. Så skal du nemlig betale lavere afgifter. Hvis dit køretøj er mere end 35 år gammelt, skal du kun betale en fjerdedel af den vægtafgift, der ellers skulle betales. Afgiften bliver automatisk sat ned, så du skal ikke gøre noget for at få den store besparelse. Dette gælder alle køretøjer, så det er altså ligegyldigt, om du har en campingvogn, en personbil eller en motorcykel.
Hvorfor betaler ejere af dieselbiler en udligningsafgift?
Hvis du har en dieselbil, tillægges der en udligningsafgift på bilen. Udligningsafgiften er til for at korrigere de afgifter, der er på benzin og diesel. Diesel er nemlig billigere end benzin. Når afgiften på benzin stiger, vil udligningsafgiften også stige. Hvis afgiften på diesel stiger, vil udligningsafgiften derimod falde. Udligningsafgiften kommer an på, om din dieselbil har et partikelfilter.
Hvis den ikke har et partikelfilter, vil udligningsafgiften blive 1.000 kr. højere om året. Derfor er det bedst at have en dieselbil med partikelfilter, da det er billigere i afgifter. Samtidig forurener det mindre, så der er gode grunde til at købe en dieselbil med partikelfilter.
Udligningsafgiften lægges oven i den afgift, du betaler for dit køretøj. Hvis du har en dieselbil, der er indregistreret før 1. juli 1997, skal du betale vægtafgift og udligningsafgift. Hvis du derimod har en dieselbil, der er indregistreret efter 1. juli 1997, skal du betale grøn ejerafgift og udligningsafgift.
Hvem får afgiftsregningen?
Regningen for vægtafgiften eller den grønne ejerafgift bliver sendt til køretøjets registrerede ejer. Hvis der er registreret en bruger af køretøjet, vil regningen blive sendt til brugeren. Det er både brugeren og ejeren, der hæfter for afgiften. Afgiften er enten på tre, seks eller 12 måneder – det afhænger af, hvilket køretøj der er tale om. Du kan se de forskellige perioder her.
Sådan betaler du vægtafgift og grøn ejerafgift
Du kan betale dine afgifter på to måder. Når du får et indbetalingskort, kan du nemlig enten vælge at tilmelde betalingen til Betalingsservice eller at betale indbetalingskortet via mobilbank eller netbank. Hvis du tilmelder betalingen til Betalingsservice, vil pengene automatisk blive trukket fra din bankkonto, næste gang du skal betale afgifter.
Skifter afgifterne fra år til år?
Ja, afgiftssatserne bliver reguleret hvert eneste år. Det er derfor forskelligt, hvor meget du skal betale i årlig afgift. Når du bruger Skats afgiftsberegner, vil du altid se de aktuelle afgifter.
Hvad sker der ved ejerskifte eller afmelding af et køretøj?
Du er måske bekymret for, hvad der sker, hvis du afmelder dit køretøj. Det skal du ikke være, for i det tilfælde skal du ikke længere betale afgifter. Det samme gælder, hvis dit køretøj er blevet registreret til en ny ejer. Regningen vil automatisk blive sendt til den nye ejer af dit køretøj.
Hvad gør du, hvis km/l er forkert registreret?
Skat kan undersøge, om km/l på dit køretøj er registreret forkert. Det kan de, hvis køretøjet første gang blev registreret 5. juni 2012 eller ti år tilbage. Du skal kontakte Skat, hvis du ønsker at få dette undersøgt. Du kontakter Skat på følgende måde:
- Log på Skat.dk med dit NemID.
- Derefter vælger du Kontakt og derefter Skriv til os.
- Så vælger du Bil og motor og derefter Afgifter. Til sidst vælger du Ejer- og vægtafgift.
- Herefter skriver du, hvilket køretøj du ønsker at få undersøgt.
- Så vedhæfter du dokumentation for dit km/l-forbrug, hvis du har det.
- Til sidst klikker du på send.
Hvis dit køretøj er registreret 6. juni eller senere, kan ændringen ikke ske på denne måde. I det tilfælde kan ændringen kun ske, hvis du får køretøjet synet ved en synsvirksomhed. Hvis synsvirksomheden vurderer, at de kan rette km/l, bliver det rettet i Motorstyrelsens Motorregister, hvorefter der vil ske en regulering af den afgift, du betaler. Du kan finde din nærmeste synsvirksomhed her.
Hvorfor skal du kende til vægtafgift og grøn ejerafgift?
Grunden til, at det er vigtigt at kende til vægtafgift og grøn ejerafgift, er, at det er afgifter, som mange nemt kan glemme at indregne, når de køber et køretøj. Nogle mennesker tænker måske umiddelbart, at der kun skal betales til lån, reparationer og forsikringer, når de køber et nyt køretøj, men virkeligheden er en anden. Det er meget forskelligt, hvor meget vægtafgift og grøn ejerafgift koster årligt. Det kommer nemlig an på mange forskellige faktorer, som du kan læse om længere oppe i denne artikel.
Som du også kan læse længere oppe i artiklen, er der stor forskel på, hvor meget du skal betale i afgift. Hvis vi tager udgangspunkt i en personbil, kan der være flere tusinde kroners forskel på, hvor meget du skal betale i årlig ejerafgift. Det er værd at tænke over, hvis du overvejer at købe en ny eller brugt bil. Hvis du køber en meget gammel bil, vil afgiften ofte være højere, end hvis du køber en ny bil.
Selvom den brugte bil ofte er billigere, vil du ofte skulle betale mere i årlige afgifter, end hvis du havde en helt ny bil. Hvis bilen første gang er indregistreret efter 1. juli 2018, skal du dog være opmærksom på, at prisen er højere, end hvis du har en forholdsvis ny bil, der første gang er registreret før denne dato. Derfor er det altid svært at sige noget konkret om, hvad en årlig afgift er. Du bør altid bruge Skats afgiftsbregner til at beregne dette.
Hvilken bil du skal købe, kommer selvfølgelig helt an på din situation og dine behov. Men du bør kende til vægtafgift og grøn ejerafgift, fordi du kommer til at betale årlige afgifter alle de år, du er registreret som bruger eller ejer af bilen. Hvis du overvejer at købe et nyt eller brugt køretøj, kan du med fordel bruge lidt tid på at kigge på Skats afgiftsberegner, som vi har linket til flere gange i denne artikel. Her kan du indtaste flere forskellige typer af køretøjer og beregne, hvor meget du skal betale årligt efter de nuværende satser.
Hvad bør du ellers vide om afgifter?
Som du kan se i denne artikel, er det ikke altid så ligetil at finde ud af reglerne om afgifter på biler. I hvert fald ikke, hvis du prøver at huske alle de datoer, tillæg og regler, der er, når det kommer til vægtafgift og grøn ejerafgift. Heldigvis behøver du hverken at huske alt dette eller at sætte dig nærmere ind i reglerne. Du kan altid se de aktuelle afgifter på Skats hjemmeside.
Samtidig kan du nemt og hurtigt udregne, hvad du skal betale i afgift på dine køretøjer, hvis du bruger Skats beregner.
Se også tabellerne for grøn ejerafgift hos Biloplysninger
Hvad sker der, hvis reglerne ændrer sig igen?
I denne artikel har vi inddraget alt det, der er relevant at vide om vægtafgift og ejerafgift i 2023. Når det er sagt, kan reglerne selvfølgelig blive ændret igen i fremtiden. Du kan følge med i eventuelle ændringer her. Heldigvis behøver du ikke at huske reglerne eller at holde øje med, hvad der sker af ændringer. Du kan nemlig altid bruge Skats afgiftsberegner til at udregne, hvilke afgifter du skal betale for dine køretøjer. I afgiftsberegneren vil du altid få de aktuelle priser oplyst, så det er både nemt og overskueligt. Find afgiftsberegneren her.
I denne artikel har vi berørt alt det, du bør vide om vægtafgift og grøn ejerafgift lige nu. Selvom det umiddelbart kan virke kompliceret, er det heldigvis ikke så svært, som det først virker til at være. Vi håber, at denne artikel har givet dig et overblik over, hvilke afgifter du skal betale, når du er ejer eller bruger af et eller flere køretøjer.
Læs mere
Vil du vide mere om biler og privatøkonomi, så besøg her vores sektion med biler
Vil du vide mere om skatter og afgifter, så besøg her vores sektion omkring skat