Bemærk at håndværkerfradraget blev afskaffet fra den 1. april 2022. Fradrag for serviceydelser fortsatter dog hele 2022. Det samlede fradrag i 2022 for både håndværkerydelser og serviceydelser er på 19.300 kr. Har du håndværkerydelser, så skulle de være afholdt inden den 1. april 2022, hvis du skal have fradrag for disse.
2023
I 2023 kan du ikke længere få håndværkerfradrag, men du kan fortsat få fradrag for serviceydelser. Satsen for serviceydelser i 2023 er på 6.600 kr. pr. person.
2022
Satserne i 2022 er de samme som i 2021. Vi har ikke opdateret spareeksemplerne i nedenstående til 2022, da håndværkerfradraget snart er slut. Princippet i eksemplerne er de samme, da satserne er ens, men den samlede besparelse kan ikke blive helt så stor i 2022, da det samlede fradrag i 2022 er på 19.300 kr., mens det i 2021 var på 25.000 kr. for håndværkerydelser og på 25.000 kr. serviceydelser.
Håndværkerfradrag er en ordning, der giver dig mulighed for at spare på udgifter til håndværkere og for eksempel havearbejde eller børnepasning. Men reglerne kan være komplicerede at finde rundt i, og derfor har vi på denne side lavet en udførlig guide om håndværkerfradraget.
Her kan du læse om, hvilken typer installationer, reparationer og småjobs du kan få tilskud til.
Vi fortæller lidt om, hvad du ikke længere kan få håndværkerfradrag for og guider dig til, hvordan du søger om fradraget på den korrekte måde. Reglerne gælder fra 2019 og frem, men det er altid en god idé at tage kontakt til SKAT, før du søger om håndværkerfradrag.
Spar op til 18.700 kr.
Hvis du udnytter håndværkerfradraget til fulde, kan du opnå en besparelse på 18.700 kr. Du kan maksimalt fradrage 12.500 kr. pr. person over 18 år i husstanden på regninger fra håndværkere, mens serviceydelser tilsvarende kan give fradrag på helt op til 6.200 kr. pr. voksen. Du skal altså både have betalt for arbejdskraft fra en håndværker og modtaget en eller flere forskellige serviceydelser for at opnå det maksimale fradrag. Hvor meget du får i håndværkerfradrag, afhænger af, hvor højt beløbet på regningen fra håndværkeren er.
At kunne fradrage på de regninger, som du modtager i forbindelse med reparation og vedligehold af dit hjem, kan være en stor hjælp i din daglige økonomi. Den smule, du sparer ved at indberette til boligjobordningen, kan gøre det muligt for dig at øge værdien af dit hus uden at bruge alt for mange penge på istandsættelsen. Med fradraget får du motivation til at passe godt på dit hjem. De penge, du sparer på grund af fradraget, kan bruges på andre projekter i hjemmet, som du ellers ikke ville få råd til. På den måde kan man sige, at boligfradraget er win-win for dig, din økonomi og dit hjem.
Boligjobordningen, også kendt som service- og håndværkerfradrag
Ideen bag håndværkerfradraget, eller boligjobordningen, som det også er kendt som, er at gøre det mere attraktivt for dig at passe godt på dit hjem. Fradraget gør det billigere for dig at renovere og reparere og giver dig gode muligheder for at gøre dit hjem mere klimavenligt. Når håndværkerfradraget også kendes som boligjobordningen, er det, fordi den også gør det nemmere at få balancen mellem job, familie og bolig til at gå op. Med håndværkerfradraget får du råd til at hyre håndværkere til at afslutte de projekter, der ellers ville stå ufærdige i flere år.
På den måde risikerer du ikke, at dit hus pludselig får skader og falder i værdi, hvilket i sidste ende også gavner dig. Derudover hjælper ordningen travle familier med at få enderne til at mødes. I en familie med mange mindre børn er det nok ikke renoveringen af huset, der bruges mest energi på. Men med håndværkerfradraget kan du få tilskud til både børnepasning og renovering af huset – så der er ingen undskyldning for at have løse ender. Med boligjobordningen får du mere råderum i økonomien, når du får andre til at løse de opgaver, du ikke selv er i stand til eller ikke kan afsætte tid til i hverdagen.
Beregning af håndværkerfradrag
Du kan årligt spare omkring 5.000 kr. pr. person over 18 år, der bor i din husstand. Besparelsen på 18.300 kr., som blev nævnt ovenfor, opnår du altså kun, hvis du benytter dig af rigtig mange serviceydelser eller har fået lavet en hel del håndværksmæssigt arbejde i dit hjem. Du får håndværkerfradraget gennem din selvangivelse, og det er ca. en tredjedel af det, du har udbetalt i løn, du kan få fradrag for.
Når du får penge tilbage gennem håndværkerfradraget, vil du kunne se det på din årsopgørelse, efter du har sendt al den påkrævede information til SKAT. Herunder kan du se nogle få eksempler på, hvor meget du sparer ved at indberette service- eller håndværksydelser.
- Betaler du 300 kr. for børnepasning, er fradraget på 96 kr. Dermed skal du i sidste ende kun betale 204 kr.
- Betaler du 500 kr. for vinduespudsning, er fradraget på 160 kr. Du skal altså kun af med 340 kr., når fradraget bliver udbetalt.
- Får du hjælp af en håndværker til at gøre opvarmningen af din bolig mere energivenlig, ender du måske med en regning på 8.000 kr. For det beløb kan du fradrage 2.560 kr., hvilket minimerer din regning til 5.440 kr.
- Skal du have yderligere isolering i ydermure, under gulvet eller på taget, er det en stor omgang, som hurtigt kan løbe op i 45.000 kr. På en regning i den størrelse er fradraget på hele 14.400 kr., og din regning bliver dermed ikke mere end 30.600 kr. i alt.
Indberetning af håndværkerfradraget
Som du kan se, er der hurtigt mange penge at spare ved at benytte håndværkerfradraget. Faktisk er der ikke rigtigt nogen grunde til ikke at gøre det, da du får den samme gode service eller håndværksmæssige arbejde – blot til færre penge. Det kan de færreste sige nej til, og det er heller ikke spor svært at indberette håndværkerfradraget hos SKAT. Via TastSelv kan du nemt og hurtigt udfylde formularen for håndværksmæssige opgaver eller serviceydelser på Borger.dk. De regninger, du gerne vil benytte fradraget til, skal være fra samme år.
Du kan dermed ikke benytte dig af fradraget for gulvlægning eller børnepasning, der er foregået for mange år siden. Fakturaen for det udførte arbejde skal være betalt inden afslutningen af februar måned året efter, arbejdet er udført. Det vigtigste i forhold til, om du kan få fradrag for det udførte arbejde, er, hvornår det blev udført, og ikke hvornår du betaler for det.
På den måde kan du ikke snyde dig til ekstra fradrag for håndværkerarbejde bare ved at vente længe med at betale regningen. Har du ikke indberettet ydelserne i tide, kan du ikke få fradraget udbetalt. Derfor kan det godt betale sig at holde grundigt øje med tidspunktet for, hvornår du senest skal have indberettet fradraget på din selvangivelse.
Krav til faktura hos SKAT TastSelv
For at opnå den besparelse, som håndværkerfradraget giver dig mulighed for, skal du indtaste en række oplysninger om dig selv og det udførte arbejde på SKAT’s TastSelv-side. Det er meget vigtigt, at du gemmer alle kvitteringer og øvrig dokumentation for arbejdet eller ydelsen, så du kan anvende håndværkerfradraget.
Hvis det er en virksomhed, der har udført noget arbejde hos dig, skal du huske at gemme fakturaen for det udførte arbejde. Har du fået hjælp af en, der ikke er tilknyttet en virksomhed, for eksempel en barnepige eller en nabo, der har pudset dine vinduer eller trimmet haven, kan du også godt trække det fra som en serviceydelse.
Så længe du har betalt ham eller hende via en online bankoverførsel, har du tilstrækkelig med dokumentation for arbejdet. I det her tilfælde skal du uploade et kontoudtog, så SKAT kan se, at du rent faktisk har brugt det beløb på arbejde eller ydelser i dit hjem, som du påstår. Fordi enkeltpersoner uden eget firma ikke kan lave en faktura til dig, skal du blot udfylde en såkaldt serviceattest. På denne skriver du kontonummer og CPR-nummer på ham eller hende, der har hjulpet til i dit hjem.
Regler for håndværkerfradrag og boligjobordning
Du behøver ikke at tilmelde dig eller på anden vis gøre noget aktivt for at kunne drage nytte af håndværkerfradraget. Der er dog nogle få krav, du skal opfylde, når du gerne vil spare penge ved at bruge service- eller håndværkerfradraget:
- Du skal være 18 år eller ældre i slutningen af indkomståret, ellers er det ikke muligt for dig at søge om fradrag for reparationer i din bolig.
- Du skal være almindeligt skattepligtig i Danmark. Er du ikke det, kan det ikke lade sig gøre at få tilskud til serviceydelser i hjemmet. Fradraget administreres via SKAT’s hjemmeside, så hvis du ikke er en del af det danske skattesystem, har du ganske enkelt ikke noget sted at søge om fradrag for håndværksmæssigt arbejde, der er blevet udført i dit hjem.
- Det sidste krav er nok det, der skaber mest forvirring. Der er nemlig krav om, at du skal være beboer i den ejendom, som du gerne vil have håndværkerfradrag for. Det gælder uanset, om du er ejer, lejer eller bor i en andelsbolig. Det kan altså ikke lade sig gøre at inkassere et håndværkerfradrag for arbejde, der er udført i en ejendom, som du lejer ud til andre.
Servicefradrag til rengøring og børnepasning
Det er næsten de samme regler, der gælder, når du gerne vil have servicefradrag for ydelser, du har betalt for i dit hjem. Nogle få af kravene er dog en smule anderledes, og det skal du være opmærksom på, hvis du både benytter dig af håndværkerfradraget og fradrag for serviceydelser.
Servicefradraget bruges oftest i forbindelse med børnepasning eller rengøring af hjemmet, men længere nede i denne artikel kan du læse mere om, hvad servicefradraget helt specifikt dækker over.
Her er de betingelser, der gælder, når du søger om fradrag for de serviceydelser, du har betalt for i dit hjem i løbet af regnskabsåret:
- Du og den person, der udfører ydelsen i dit hjem, skal være 18 år eller ældre samt være almindeligt, fuldt forpligtet til at betale skat i Danmark.
- Arbejdet skal udføres i dit hjem, hvilket vil sige på den adresse, hvor du har folkeregisteradresse. Der gælder særlige regler, hvis arbejdet udføres i dit sommerhus eller en fritidsbolig.
- Det arbejde, du indberetter under servicefradrag, skal være en service som for eksempel vinduespudsning eller at få passet dine børn. Du kan ikke få servicefradrag for vedligeholdelse af dit hjem – det hører under håndværkerfradraget. Nybyggeri kan du aldrig få hverken service- eller håndværkerfradrag for, da du ikke har folkeregisteradresse på grunden, hvor der bygges. Den nemmeste måde at finde ud af, om du skal indberette arbejde, du har betalt for og fået udført i dit hjem, under service- eller håndværkerfradraget, er på følgende måde: Hvis du ikke har de samme ting i huset, efter arbejdet er udført, fordi noget er skiftet ud eller repareret, hører det til håndværkerfradraget. Har du fået hjælp i hjemmet, er der tale om en service, som skal indberettes under servicefradraget.
- Du må ikke få tilskud til arbejdet fra det offentlige, for eksempel gennem hjemmeserviceordningen.
- Ligesom med håndværkerfradraget, skal betalingen foregå elektronisk, og du skal være i stand til at dokumentere arbejdet fyldestgørende til SKAT.
Hvem kan bruge fradraget?
Hvis du tit får besøg af en barnepige, så du og din ægtefælle kan få en aften for jer selv, er han eller hun oftest ikke så gammel. Mange barnepiger er under 18 år, og derfor kan udgiften til at få passet børnene ikke give et servicefradrag. Det er dog muligt at få en god aften med et besøg på restaurant og en tur i biografen bagefter, hvor udgiften til barnepigen kan give et fradrag.
I det tilfælde skal den person, der passer dine børn, arbejde for en virksomhed. Virksomheden skal være momsregistreret, og din barnepige skal betale skat i Danmark. Indberetningen til servicefradraget foregår på samme måde, som når du indberetter arbejde fra en hvilken som helst anden virksomhed, og du skal kunne dokumentere arbejdet og fremvise en faktura.
Mange forældre er interesserede i at få fradrag, når deres ældre børn laver opgaver derhjemme. Du kan i visse tilfælde godt opnå et servicefradrag, hvis din søn pudser vinduer derhjemme, eller hvis din datter hjælper med havearbejdet.
- Dit barn skal være over 18 år gammel, hvis du skal opnå servicefradrag for det udførte arbejde i dit hjem.
- Derudover skal I udfylde en serviceerklæring som ved andet arbejde, der udføres af en person, der ikke er tilknyttet et firma med CVR-nummer. Du skal kunne dokumentere arbejdet på samme præmisser som ved andre ydelser eller håndværksmæssigt arbejde, der udføres i dit hjem.
- Dog er det vigtigt at være opmærksom på, at du IKKE kan trække udgifterne for arbejdet fra under fradragsordningen, hvis din søn eller datter fortsat bor hjemme. Det må ikke være en person, der bor i husstanden, der udfører arbejdet, hvis du gerne vil gøre brug af servicefradraget til regningen for arbejdet.
Fradraget gælder din nuværende bolig
Det kan være svært at finde rundt i, hvad det præcis indebærer, at du skal have folkeregisteradresse på den bopæl, hvor arbejdet udføres. Har du ikke det, kan du ikke spare penge ved at indberette regningerne under håndværkerfradraget eller som en serviceydelse.
Hvis du overvejer at flytte, men skal sætte lejligheden eller huset i stand, før du sætter det til salg eller finder en ny lejer, skal du få arbejdet udført, inden du skifter adresse. Ændrer du adressen og får din gamle bolig sat i stand, mens du bor et andet sted, kan du ikke gøre brug af fradraget. Derfor kan det hurtigt betale sig at tænke en smule taktisk, når det kommer til renovering af boligen. Umiddelbart kan det ellers være fristende at flytte væk fra byggerodet og så hurtigt som muligt begynde hverdagen i din nye bolig, men det kan ikke betale sig rent økonomisk.
Selvom det kan være stressende at leve i byggerodet, kan du glæde dig over, at du kan sælge din bolig for mere, når du endelig flytter derfra. Er det en lejebolig, slipper du for at komme af med hele indskuddet til ekstra istandsættelser, og du får en god andel af pengene tilbage gennem fradraget.
Håndværkerfradrag i en lejebolig
Selvom du ikke ejer den bolig, du bor i, kan du godt få fradrag. Servicefradrag kan du få på samme præmisser som boligejere, så du kan spare penge på at få børnene passet tirsdag og torsdag, at vinduespudseren kommer forbi og efterlader vinduerne skinnende rene, og når du betaler en anden for at svinge støvsugeren og vaske gulvet i ny og næ.
Det er jo skønt at kunne spare penge på alle de ting, men hvad med regninger til håndværkere, tænker du måske? I lejeboliger skal der også repareres og vedligeholdes af og til – måske endda oftere end i ejerboliger, for mange har en tendens til at passe bedre på det, de selv ejer – og her kan du i nogle tilfælde gøre brug af håndværkerfradraget.
- Du kan få hjælp gennem håndværkerfradraget til at dække udgifter til en håndværker, hvis der står på din kontrakt, at du har ret til at vedligeholde eller forbedre boligen indvendigt eller udvendigt – alt efter, hvor det pågældende arbejde er udført.
- Et andet krav for at opnå håndværkerfradrag for en lejebolig, er, at du selv betaler for regningen. Du kan altså ikke tjene penge på, at boligforeningen renoverer din lejlighed.
- Hvis services som for eksempel at få pudset vinduerne er en del af fællesudgifterne, kan du ikke få tilskud gennem servicefradraget. Det er kun de ydelser, du selv bestiller, og som du også betaler for, der er omfattet af fradragsordningen.
Andelsboligejerens mulighed for håndværkerfradrag
Hvis du ejer en andelsforening, kan du ikke få fradrag for hverken serviceydelser eller håndværksmæssigt arbejde. Her gælder det ligeledes, at du skal have adresse der, hvor arbejdet udføres. Bor du i andelsforeningen, skal du leve op til samme krav i forbindelse med håndværkerfradraget, som hvis du bor i en lejebolig.
Du kan altså kun få håndværkerfradrag i andelsforeningen, hvis der står på din kontrakt eller i andelsforeningens vedtægter, at du gerne må forbedre eller vedligeholde din bolig udendørs eller indvendigt, alt efter, hvor arbejdet er udført henne. Når du gerne vil have fradrag for arbejde udført på din bolig i andelsforeningen, er det meget vigtigt, at det er dig selv, der har betalt regningen. Når andelsforeningen har udgifter i forbindelse med vedligehold eller forbedringer af boligerne i foreningen, kan du ikke få fradrag for det. Hvis beboerne i en andelsforening skal gøre brug af håndværkerfradraget, skal følgende betingelser gælde:
- Det udførte arbejde vedligeholder eller forbedrer et område på boligen, som andelsejerne ifølge kontrakten har ret til selv at sætte i værk.
- Hvis arbejdet udføres på flere af boligerne i foreningen, skal du sørge for, at I hver især får en faktura og betaler enkeltvis.
- Du kan ikke gøre brug af håndværkerfradraget, hvis der er tale om arbejde, som andelsforeningen har bestilt, og som du ikke selv betaler for.
Fradrag for vedligehold af forældrekøb
Har du købt en lejlighed i en studieby, så dine børn ikke behøver at bo i tarvelige, fremlejede værelser og flytte hver gang, der er gået tre måneder? Lejligheden kan have behov for istandsættelse, og så vil du selvfølgelig gerne spare lidt penge på regningen fra håndværkeren.
Med forældrekøb er det meget sjældent, at du som forælder har fast adresse i den lejlighed, du har købt til dine børn. Hvis du af en eller anden årsag har folkeregisteradresse i lejligheden, kan du få fradraget som normalt. Det kan sagtens lade sig gøre at få fradrag for forbedringer både af forældrekøbet og dit eget hjem, så længe du har adresse begge steder. Uanset hvor mange adresser du har, kan du stadigvæk ikke få mere end maksimalt 18.300 kr. i fradrag årligt.
Ofte vil der kun være mulighed for, at dine børn, som bor i lejligheden, kan få udbytte af fradraget. Det kræver dog, at de kan bevise over for SKAT, at det er dem, der har betalt for vedligeholdelsen af lejligheden. Ligesom med en almindelig lejelejlighed gælder det dog, at du kun kan få fradrag for at istandsætte de dele af lejligheden, som du har ret til ifølge kontrakten. Hvis du for eksempel ikke har ret til at vedligeholde de udendørs arealer, kan du ikke få fradrag for at sætte altanen i stand.
Sommerhus og fritidsboliger har gode vilkår for fradrag
Det kan godt lade sig gøre at bruge fradraget i forbindelse med håndværksmæssigt arbejde, der er udført i dit sommer- eller fritidshus. Det gælder også, selvom du ikke bor i huset hele året. Hvis du bruger dit sommer- eller fritidshus som helårsbolig, kan du søge om håndværkerfradrag på samme vilkår som for en ganske almindelig ejerbolig.
Med mulighed for at få fradrag for vedligehold af dit sommerhus, er det nemmere for dig at finde motivationen til at passe godt på sommerhuset, og du har råd til at sætte det mere i stand, end du ellers ville kunne. Som nævnt før kan du sagtens benytte håndværkerfradraget i flere boliger, hvis bare du har adresse begge steder.
Du kan altså både spare på regningen for en udskiftning af sommerhusets pillefyr og samtidig benytte fradraget, når du får indlagt ekstra isolering i din helårsbolig. Det maksimale beløb for fradraget er det samme, uanset hvor mange boliger du søger om støtte til reparationer af. Formålet med denne regel er at undgå usund ejendomsspekulation, idet håndværkerfradraget skal hjælpe den enkelte boligejer.
Nybyggeri og nedrivning giver ikke håndværkerfradrag
Du kan ikke benytte dig af håndværkerfradraget, når du river et gammelt hus ned eller bygger et nyt. På den måde er håndværkerfradraget med til at bevare mange ældre bygninger, som bliver sat i stand i stedet for at blive revet ned. Det kan meget bedre betale sig for dig at købe et gammelt hus og sætte det i stand, så det passer til din smag.
Du kan få håndværkerfradrag i forbindelse med renoveringen, når du husker at flytte din adresse til huset, før håndværkerne går i gang med at arbejde. Det koster mange penge at rive et hus ned, og det siger sig selv, at det er dyrere at bygge et helt hus end at reparere på et, hvor det meste af arbejdet allerede er gjort.
I et gammelt hus kan der selvfølgelig være mange ting, du gerne vil lave om på, men moderniseringer koster væsentligt mindre end at bygge op helt fra bunden. Når du renoverer et gammelt hus, får du desuden et hjem med sjæl og historie frem for et helt nyt hus, hvor der er ekko, og du måske har udsigt til en gammel pløjemark, der skal plastres til med nybyggede huse, der alle sammen ser helt ens ud.
Institutioner og erhverv får ikke håndværkerfradrag
Det er ikke muligt at få håndværkerfradrag eller serviceydelse for arbejde, der udføres i en institution eller hos et firma. Fradragsordningen kendes også under navnet boligjobordningen, fordi formålet med den er at gøre det nemmere at få arbejde, familieliv og vedligehold af bolig til at gå op i en højere enhed.
Det er et tilbud til privatpersoner, og hvis du er leder af en institution, der har brug for økonomisk støtte til eksempelvis at få skiftet de gamle vinduer ud med nogle nye, må du kigge efter andre muligheder for finansiering. På samme facon kan rengøring af din virksomheds lokaler, vinduespudsningen eller plantevandingen ikke rubriceres under servicefradraget, fordi dette kun gælder for privatpersoner, der har fast adresse på det sted, arbejdet er udført.
Men i stedet for blot at gøre dig mere forvirret med forklaringer om situationer, hvor du ikke kan benytte håndværkerfradrag, vil vi nu fortælle dig om de ting, du rent faktisk kan indberette under fradragsordningen.
Vær miljørigtig, og spar penge med grønt håndværkerfradrag
Det siger næsten sig selv, men det såkaldte grønne håndværkerfradrag gælder installationer og reparationer, som nedbringer din boligs klimabelastning. Dermed er dette en virkelig god mulighed for dig på mange måder. Du slipper for at have dårlig samvittighed over dit høje energiforbrug, og når reparationen er overstået, har du både god samvittighed og flere penge på lommen. For ikke nok med, at du kan få penge tilbage for installationen eller reparationen gennem fradraget, så er de grønne løsninger billigere i drift, når de først er installeret.
I reglerne for håndværkerfradraget prioriteres de renoveringer, hvor den grønne omstilling er i fokus, over skønhedsmæssige forbedringer af hjemmet. Når du renoverer dit hjem med henblik på at nedbringe dit forbrug, gør du ikke kun noget godt for dig selv, men for hele kloden, og det bliver du belønnet for med det grønne håndværkerfradrag. Det er yderst fordelagtigt at benytte håndværkerfradraget, når du skal have ekstra isolering i dit hjem. Det gælder både isolering af ydervæggene i dit hjem samt isolering af tagkonstruktionen og loftet.
Derudover kan du få et klækkeligt håndværkerfradrag til ekstra isolering af dit gulv. Hvis du oplever, at det trækker meget fra dine vinduer eller terrassedøre med glasruder, kan du benytte dig af håndværkerfradraget, når du får dem skiftet til nogle nyere, mere energieffektive varianter.
Udskiftning af varmepumpe eller gasfyr giver håndværkerfradrag
Måden, hvorpå du varmer din bolig op, har stor betydning både for din egen private økonomi, og for hvor meget du belaster miljøet. Klimaforandringerne er noget, at vi som samfund er nødt til at tage meget seriøst, og du kan bidrage ved at gøre din bolig mere klimavenlig på mange punkter.
Hvis din energiforsyning i hjemmet ikke er energieffektiv, er der mange penge og ressourcer at spare. Når du vælger at få installeret en mere bæredygtig varmekilde i dit hjem, vil du i de fleste tilfælde også kunne få fradrag, hvis den senere hen skal repareres. Håndværkerfradraget er tilgængeligt ved følgende grønne tiltag (listen er ikke udtømmende):
- Installation og udskiftning af varmestyringsanlægget i dit hjem
- Forbedring af skorsten, så den udleder røgen på den mest hensigtsmæssige måde
- Håndværkerfradraget kan benyttes til både reparationer, installationer eller udskiftninger af private vindmøller, solceller eller solfangere. Fradraget kan dog kun benyttes, når den producerede energi ikke anvendes i erhvervsmæssigt henseende.
- Vedligehold af varmtvandsbeholder og etablering af stikledning kan give et fradrag.
- Når du skifter gasfyret eller varmeanlægget ud eller får det repareret, kan du spare penge ved at indberette det under håndværkerfradraget. Særligt, hvis du bruger jordvarme og har behov for at få varmepumpen skiftet ud, kan du med fordel benytte dig af håndværkerfradraget.
Brug håndværkerfradraget til klimatilpasninger
Der er god økonomi i at sikre din bolig mod eventuelle fremtidige klimaændringer. Du behøver ikke følge specielt meget med i vejrudsigterne for at vide, at der i disse år sker drastiske ændringer med klimaet – også i lille Danmark. Ligger dit hjem tæt på havet, en sø eller andre vandlegemer, er det en god idé at tage nogle forholdsregler.
Har du allerede haft vand i kælderen, er du med garanti ikke interesseret i at have al besværet med vandskader, store udgifter og ødelagte ejendele igen. Ved at sikre dit hjem mod store regnmængder og eventuelle andre risici kan du bedre bevare din boligs værdi, og du slipper for at gå og bekymre dig, når der bliver varslet stormvejr.
Tidligere har der været mulighed for at bruge håndværkerfradraget, når du lagde belægning på din grund, hvor eventuelle store mængder af regnvand ville have let ved at trænge igennem. Dette kan være med til at forhindre oversvømmelser, men du kan altså ikke få håndværkerfradrag for etablering af dette længere. Nogle af de tiltag, som sikrer din bolig mod vind og vejr, og som du kan få billigere gennem håndværkerfradraget, er:
- At få etableret eller udskiftet kloaksystemet på din egen grund
- Hvis du skifter din gamle opsamlingstank ud med en mere effektiv version.
- Vælger du at forny eller etablere dræn på din grund, kan du drage nytte af håndværkerfradraget.
- Derudover kan reparation eller oprettelse af et nedsivningsanlæg, minirensningsanlæg, et rodzoneanlæg, højvandslukkere eller regnvandsfaskiner udløse en rabat gennem håndværkerfradraget.
Ikke alt malerarbejde giver håndværkerfradrag
I løbet af nogle år har det været lidt forskelligt, hvilke former for malerarbejde der kunne give håndværkerfradrag. Tidligere har der været mulighed for at indberette malerarbejde både udendørs og indenfor. Sådan er det imidlertid ikke længere, for i dag er det kun det malerarbejde, der udføres på ydersiden af dit hus, du kan indberette under håndværkerfradraget.
Det kan være svært at komme med en forklaring på, hvorfor du ikke længere kan få det indendørs malerarbejde til en lidt mindre pris, da mange faktorer spiller ind i forhold til, hvad der hører under håndværkerfradraget. En forklaring kan være, at du altid gerne vil have flotte og nymalede vægge inde i din stue, så det passer til resten af indretningen, mens du måske har behov for en lille smule mere motivation, før du har lyst til at gøre noget ved den udvendige maling. Der er dog en enkelt begrænsning i forhold til, hvor meget af det udendørs malerarbejde du kan få tilskud til.
Du kan nemlig ikke få rabat, hvis du skal have malet dit tag, så den renovering står for egen regning. Desuden kan du bruge håndværkerfradraget til at få en bedre pris på radonsikring af dit hjem, eller hvis du får brug for at få din brændeovn afmonteret til fordel for en mere energieffektiv model.
Spar penge på tyverisikringen og installation af bredbånd
Som noget nyt har du nu mulighed for at få håndværkerfradrag, når du får installeret en tyverialarm. Vi vil selvfølgelig alle sammen gerne passe godt på vores hjem og ejendele, men det kan være svært, for ikke at sige umuligt, når man ikke selv er hjemme. Når du får en elektriker til at komme forbi og installere en tyverialarm i dit hjem, kan du føle dig mere sikker. Nu har du altså en god mulighed for at gøre noget godt for din familie og dit hjem, uden at det koster lige så meget, som det plejer.
I dag er næsten alle husstande afhængige af at have stabilt internet, og det gælder garanteret også hjemme hos dig. Uanset om din familie bruger nettet til at skrive arbejdsmails, lave lektier eller surfe efter sjove videoer på YouTube, er det lynhurtige internet, der følger med en bredbåndsforbindelse, ikke til at undvære. Derfor er der god grund til, at du nu kan få tilskud til installation af bredbånd i din bolig. Det kan koste en hel del at få bredbåndsforbindelsen etableret, da det kræver meget gravearbejde, men det kan du få tilskud til gennem håndværkerfradraget.
Med servicefradraget er det billigere at få gjort rent
Du kender garanteret følelsen af, at den daglige rengøring og alle pligterne derhjemme kan være et rent slid. Så snart du er nået igennem huset med støvsugeren, trænger det igen dér, hvor du startede. Heldigvis giver håndværkerfradraget dig mulighed for at betale andre for at klare rengøringen, uden at du skal betale alt for mange penge for det. Du kan spare helt op til 32 % på regningen fra rengøringsfirmaet, når du benytter dig af servicefradraget. Med fradraget får du både rabat på den daglige rengøring og opgaver som eksempelvis grundig rens af gardiner eller tæpper. Derudover kan servicefradraget anvendes til disse opgaver i forbindelse med rengøringen af dit hjem:
- Rengøring af badeværelse og toilet
- At få tørret støv af samt vasket overflader i dit køkken, stue, på børnenes værelser eller hvor der ellers er brug for det
- Fradraget giver dig desuden mulighed for at slippe for at stå for den fysisk hårde del af rengøringen i dit hjem, nemlig at støvsuge, vaske gulv og none gulvene, hvis du har et flot trægulv i stuen.
- Der er ligeledes penge at spare gennem fradraget, hvis du vælger at få hjælp til den daglige opvask, at få strøget dine skjorter, og at nogle andre sørger for, at der ikke havner en grøn strømpe i den ellers hvide tøjvask.
Benyt fradraget, når børnene passes
Boligjobordningen gør det nemmere for travle børnefamilier at få hverdagen til at hænge sammen. Det mest tydelige eksempel på dette er, at du kan bruge fradraget til at spare penge, når du får dine børn passet af en sød barnepige.
Der er mange fordele ved at få dine børn passet: Du får tid alene eller sammen med din kæreste eller ægtefælle til at gå til koncert, se en sportskamp eller for en gangs skyld se en film i biografen, der hverken er lavet af Disney eller Marvel.
Derudover er det godt for dine børn at lære nogle lidt større børn at kende, så de ikke kun kender børn på deres egen alder. Når du bruger fradraget til at få en god pris på børnepasningen, giver det dig desuden mulighed for at bruge pengene på aktiviteter for hele familien, så du kan kun vinde ved at bruge fradraget til at betale for barnepigen.
Med boligjobordningen sparer du omkring 33 % af lønnen til barnepigen, og fradraget kan både bruges i forbindelse med selve den tid, dine børn bliver passet derhjemme, men også den tid, barnepigen bruger på at hente eller bringe dine børn fra skole, institution eller forskellige fritidsaktiviteter. Barnepigen skal enten være over 18 år og udfylde en serviceerklæring eller være ansat i en virksomhed, så du kan dokumentere udgiften til løn med en faktura.
Rene vinduer og havearbejde hører under servicefradraget
Endnu en ting, som du kan benytte dig af servicefradraget til, er at få pudset dine vinduer. Vinduespudsningen kan være en besværlig opgave, særligt hvis du har store vinduespartier eller har mange vinduer, du ikke kan nå udvendigt uden særligt udstyr. Det kan kræve en hel del tålmodighed at få vinduerne pudset, så de ser pæne ud.
Derfor kan du med fordel slippe for alt arbejdet og bruge tiden på at slappe af med familien. Hvis du indberetter vinduespudsning under servicefradraget, kan du spare helt op til 33 % af udgifterne.
Læs mere om skatter, fradrag og afgifter i vores sektion om skat.