Når man er ung og frisk på livet, er der mange ting, man gerne vil kunne købe. Hvad enten der er tale om en ny bærbar, den første bil, at flytte hjemmefra, studieture eller øvrige rejser, så skal der imidlertid penge på bordet.
Og selvom det kan give mening at låne penge i løbet af livet, så er det altid en god idé at kunne lægge så mange af pengene til det, man ønsker, kontant.
Er du studerende, er du naturligvis berettiget SU – den rækker dog ikke særlig langt, navnlig ikke hvis du er udeboende. Derfor kan det være en god idé at supplere indkomsten med et studiejob.
Men hvilket studiejob skal du vælge? Hvor finder du jobbet? Hvordan skal du bære dig an med ansøgning og jobsamtale? Og er der andre måder at forbedre din indkomst og økonomi som ung?
I denne guide kigger vi nærmere på ovenstående spørgsmål for at hjælpe dig godt på vej til at få en større, bedre og sundere økonomi, mens du er ung og på vej ind i voksenlivet.
Indholdsfortegnelse
- 1 10 idéer til gode studiejobs
- 2 Tankpasser
- 3 Tjener
- 4 Opvasker
- 5 Rengøringsassistent
- 6 Lærervikar
- 7 Selvstændig
- 8 Avisomdeler
- 9 Studierelevant arbejde
- 10 Promoter
- 11 Telemarketing
- 12 Sådan finder du dit studiejob
- 13 Sådan laver du en ansøgning
- 14 Sådan laver du et CV
- 15 5 bonusråd til din ungdomsøkonomi
- 16 Boligstøtte
- 17 Madplan
- 18 SU-lån
- 19 Faste udgifter
- 20 Betalingskort med saldokontrol
- 21 Har du spørgsmål?
10 idéer til gode studiejobs
Der findes et utal af muligheder derude, når du skal finde et studiejob. Nogle jobs er dog lettere tilgængelige end andre. Nogle har arbejdstimer om dagen, som passer til skæve studietider, mens andre typisk byder på aften- og weekendarbejde. Derudover findes der jobs, som giver ekstra fleksibilitet eller lader dig tage styringen, mens helt andre jobs egner sig godt til at supplere specielle studier fagligt.
I den følgende liste kommer vi ind på alle ovenstående jobtyper, så du kan blive inspireret til at finde dit næste job. Det gælder oftest om at tænke ud af boksen – især hvis du drømmer om et alternativt studiejob. Det er vores forhåbning, at du som minimum lader dig inspirere til at finde dit næste studiejob, når du har læst nedenstående liste igennem.
Vi gennemgår hver jobtype og kigger på fordele og ulemper ved hver enkel, så du er klædt bedre på til at gå videre i processen og søge det bedste job for dig.
Mange er fordelene og ulemperne overlapper hinanden, og de afhænger helt og aldeles af anskuelsen. Eksempelvis kan det være en fordel at have et job, hvor du ofte arbejder alene, hvis du er mere indadvendt og bare godt kan lide at passe dig selv, mens du arbejder – hvorimod samme vilkår kan være en ulempe, hvis du er mere socialt anlagt og holder af at omgås andre mennesker.
Tankpasser
Bor du i en by med et vist antal indbyggere, vil der med garanti også være en eller flere tankstationer, du kan søge job hos.
Mange tankstationer har både stillinger for ungarbejdere og personer over 18 år. Du kan derfor ansøge om et job på en tankstation, hvad enten du er 16 år og lige er begyndt på din ungdomsuddannelse eller 20 år og i fuld gang med din bachelor.
En tankstation har typisk åbent fra tidlig morgen til sen aften, hvormed du har gode muligheder for at bede om vagter, der passer ind i dit studie eller uddannelse.
Fordele:
- Fleksible åbningstider
- Passer godt til både dag- og aftenvagter
- Muligt at få job uden relevant erfaring
- Findes i langt de fleste byer
Ulemper:
- Lønnen er typisk fast, og du kan dermed ikke gøre noget for at forbedre den selv
- Du kan blive bedt om at arbejde både aften og weekend
- Du kan opleve at have vagter alene, hvilket kan blive ensomt hvis du er meget socialt anlagt
Tjener
Rigtig mange unge og studerende kan skrive under på at have arbejdet som tjener eller afrydder på en restaurant eller café i deres ungdomsår. Der er ofte høj turnus i denne branche, og du kan derfor relativt nemt finde et job afhængig af dine krav og geografi.
Du skal være forberedt på sene vagter, da mange caféer lukker sent. Dette kan dog være en fordel for dig, der studerer i dagtimerne og derfor ønsker sene arbejdstider.
Jobbet som tjener eller afrydder er godt til dig, der har en høj energi og holder af, at der sker meget i løbet af din vagt. Arbejdet foregår ofte i et relativt højt tempo – især når der er mange gæster.
Fordele:
- Egner sig godt til dig, der ønsker vagter om aftenen og i weekenden
- God energi og mange opgaver i løbet af vagten
- Mulighed for at påvirke din egen løn i form af drikkepenge – dette afhænger dog af politikken hos den pågældende café eller restaurant
Ulemper:
- Der er fart på, så hvis du nemt kan føle dig stresset, når det går stærkt, kan dette være en ulempe
- Der er typisk en hårdere tone end på mange andre arbejdspladser
- Afhængig af arbejdspladsen er denne branche berygtet for at have en anelse lavere lønninger end mange andre
Opvasker
På samme måde som med tjenerjobbet ovenfor kan du også relativt nemt få et job som opvasker på en restaurant eller café. Der er mange muligheder for at finde opvaskerjobs, hvis du bor i en by af en vis størrelse.
Opvaskerjobs bliver typisk tilbudt til unge mennesker under 18, da jobbet ikke kræver den store erfaring eller viden, og lønnen derfor heller ikke behøver at være derefter. Du kan dog sagtens søge et job som opvasker, hvis du er over 18 – du skal blot være forberedt på en noget ringere løn end ved andre jobs til personer over 18 år.
Som opvasker i en café eller restaurant kan du have vagter inden for et bredt tidsrum fra omkring formiddag til ud på de sene aftentimer. Dette afhænger selvsagt af den pågældende restaurant eller cafés åbningstider.
Fordele:
- Mulighed for at arbejde om aftenen eller i weekenderne, hvis du går i skole i dagtimerne
- Viser du entusiasme og tager dit arbejde alvorligt, kan du senere blive tilbudt et bedre lønnet job i samme restaurant eller café, når du er over 18 år – f.eks. som tjener eller køkkenmedhjælper
- Jobbet kræver oftest ingen erfaring
Ulemper:
- Arbejdstiderne kan være skæve og sene, hvilket kan lappe over med dit studie, medmindre du laver en aftale om f.eks. kun at have aftenvagter
- Jobbet tilbydes typisk til unge under 18 år, hvormed lønnen også er derefter
- Omgangstonen kan være hårdere end på andre arbejdspladser
Rengøringsassistent
Hvad enten der er tale om en skole, en restaurant, et plejehjem eller et fitnesscenter, så er der altid brug for rengøring. Visse større rengøringsfirmaer eller virksomheder, der hyrer rengøringspersonale direkte, kræver, at du har noget erfaring.
Dog kan du stadig sagtens finde job som rengøringsassistent uden erfaring – typisk er det nemmere, jo mindre den pågældende arbejdsplads er.
Jobbet som rengøringsassistent kan foregå nært sagt hele døgnet rundt – nogle virksomheder ønsker rengøring om natten, andre om aftenen og nogle om morgenen. Der er derfor mulighed for at få et studiejob med ekstra skæve arbejdstider, som du kan tilpasse dit studie.
Søger du rengøringsjob i en anden by end din egen eller igennem et rengøringsfirma eller et vikarbureau, skal du typisk regne med, at arbejdsgiveren forventer, du har egen bil til at komme rundt i. Får du derimod en rengøringstjans i dit lokale fitnesscenter eller plejehjem, er det ikke et typisk krav at have bil.
Fordele:
- Mulighed for fleksible arbejdstider fordelt ud på hele døgnet
- Bedre løn end de fleste andre studiejobs
- Mulighed for at arbejde alene, hvilket er en fordel, hvis du holder af at arbejde i fred og ro
Ulemper:
- Hvis du studerer om aftenen eller skal meget tidligt afsted om morgenen for at komme frem til dit uddannelsessted, kan det være en ulempe med de skæve arbejdstider som rengøringsassistent
- Du arbejder ofte alene, så hvis du holder af selskab fra kollegaer, er dette job ikke det mest oplagte
- Du kan være nødt til at have egen bil for at få jobbet udenbys
Lærervikar
Går du i forvejen på en gymnasial uddannelse, eller er du i gang med en videregående uddannelse, så vil mange folke-, fri- og privatskoler kunne bruge dig som lærervikar.
Jobbet som lærervikar kan variere i arbejdstider, varsler og periodevarighed. Du kan således komme ud for at blive kaldt på arbejde samme morgen, du kan blive tilbudt længere barsels-, orlovs- eller sygevikariater i op til 3, 6, 12 måneder eller længere.
Afhængig af den pågældende skole i den stilling, du søger, kan du enten få ansvaret for at forberede og udføre undervisningen af yngre elever, eller du kan blot følge en læreplan, som er udviklet på forhånd.
Lønnen som lærervikar er oftest en af de bedste blandt de mest gængse studiejobs. Er du fleksibel med dit studie, så du kan tage imod vagter med et par timers varsel, så vil lønnen oftest være endnu højere.
Fordele:
- Høj løn
- Mulighed for et afvekslende job med forskellige opgaver
- Et job i et lavere gear end f.eks. tjener- og opvaskertjansen
Ulemper:
- Arbejdstiderne vil i 99,99% af tilfældene ligge i dagtimerne, da du underviser børn og unge, som går i skole i tidsrummet 08:00-16:00. Det kan derfor være svært at kombinere med et studie, der ligger i dagtimerne
- Du skal oftest have en gymnasial uddannelse eller være i gang med at tage en, hvis du ønsker at blive lærervikar
- Du kan blive bedt om at træde til med blot et par timers varsel
Selvstændig
Langt de fleste af os danskere tænker relativt traditionelt, når vi tænker jobs og studiejobs: Vi bliver ansat af en arbejdsgiver, arbejder og får vores løn.
Men hvad nu, hvis du kunne skabe din egen stilling, være din egen chef og udbetale din egen løn til dig selv? Det kan du som selvstændig. Og det behøver hverken at være halve eller hele koncerner, du skal opbygge.
Du kan arbejde som freelancer inden for mange forskellige områder og dermed tjene dine penge ud fra de rammer, du selv sætter sammen med dine kunder.
Du kan bl.a. arbejde som online tekstforfatter, fotograf, DJ, festmusiker, drive en webshop, tilbyde massage, hårklipning, lektiehjælp og meget, meget andet. Det er nærmest kun fantasien, der sætter grænser, såfremt du har en evne inden for et område, andre vil betale for – virksomheder såvel som private.
Fordele:
- Du kan opnå en meget højere timeløn end med andre studiejobs
- Du sætter selv rammerne for dit arbejde – både hvornår og hvor meget, du ønsker at arbejde
- Du opnår fleksibilitet i forhold til dine studietider
Ulemper:
- Du er ikke sikret en fast indtægt som med et almindeligt studiejob
- Du skal typisk påregne en periode uden løn i starten, indtil du har fået skabt et omdømme og en kundekreds
- Du har selv ansvaret for at lægge penge til side til skat, moms o. lign.
Avisomdeler
Avisjobs er ikke kun for 13-årige folkeskoleelever. Det er efterhånden blevet mere og mere udbredt, at også voksne deler aviser ud i deres lokalområde for at tjene en ekstra skilling ved siden af deres primære beskæftigelse.
Har du egen bil eller scooter, kan du tilmed tage uddelerjobs i de mere ufremkommelige områder såsom ude på landet. Her skal der også deles ugeaviser og dagsaviser ud, og det giver typisk en højere løn end almindelig reklameomdeling.
Du skal ikke regne med den højeste løn i forhold til andre studiejobs – afhængig af, hvor hurtigt du går eller kører din rute, skal du typisk forvente mellem 60-100 kroner i timen for dit arbejde. Der er dog høj turnus i branchen og dermed ofte nye ruter tilgængelige i dit lokalområde.
Fordele:
- Nemt at finde ledige ruter og dermed et nyt, fast studiejob
- Du har ofte en relativ stor selvbestemmelse over arbejdstider – typisk skal ugeaviser blot afleveres inden f.eks. onsdag aften og lørdag middag
- Holder du af frisk luft, motion og af at arbejde alene, så opnår du alle 3 ting som avisomdeler
Ulemper:
- Lønnen er i den lavere ende af skalaen over studiejobs
- Du skal også ud med aviserne eller reklamerne, når vejret er dårligt, og Netflix trækker mere end omdeling
Studierelevant arbejde
Dette punkt på listen er ikke et konkret job. Det er derimod en opfordring til dig, der er i gang med en videregående uddannelse og derfor nogenlunde ved, hvad du ønsker at beskæftige dig med efter endt uddannelse.
Der er nemlig ofte gode muligheder for at få et relativt godt betalt studiejob inden for det felt, du uddanner dig. Er du f.eks. jurastuderende, kan du typisk finde studiejobs på advokatkontorer, og læser du statskundskab, kommunikation eller kultur, kan der ofte være egnede deltidsstillinger inden for det offentlige.
Fordele:
- Du får ofte en højere løn end ved andre studiejobs
- Du danner dig et netværk og får relevant erfaring inden for det område, du uddanner dig
- Du har mulighed for lave en god indsats og gøre et godt indtryk, så du forøger dine chancer for at få et fast job det samme sted, når du er færdiguddannet
Ulemper:
- Det kræves oftest, at du er i gang med en videregående uddannelse inden for et specifikt fagområde for at kunne ansøge om de mere vellønnede studiejobs
- Arbejdstiderne er ikke altid lige fleksible – dette afhængig dog naturligvis af den pågældende branche
Promoter
Mange unge mennesker arbejder som promoters inden for forskellige brancher, virksomheder og organisationer. Som promoter, eller facer, som det også kaldes, kommer du ud i marken og skal typiske fremvise eller tilbyde et produkt eller en produktprøve til potentielle kunder.
Du kan f.eks. blive ansat til at uddele smagsprøve på energidrikke i eller ved et indkøbscenter, tilbyde forbipasserende at skifte til et nyt mobilabonnement, eller du kan arbejde inden for velgørenhed, hvor du står på gaden og fortæller folk om medlemskabet i den pågældende forening eller organisation.
Lønnen varierer en smule i denne branche – det afhænger typisk af den produkt- eller servicetype, du promoverer, samt hvorvidt du modtager provisionsløn i stedet for eller oven i en almindelig timeløn.
Fordele:
- Mulighed for at tjene en højere løn end ved andre studiejobs, hvis du er provisionslønnen i stedet for eller oven i din timeløn og samtidig er god til at sælge produktet
- Mulighed for fleksibilitet, da du oftest kan vælge dine vagter og geografiske områder selv
- Der er stor turnus inden for området, hvormed du har nemmere ved at finde et job som promoter
- Du møder mange fremmede mennesker, og jobbet er derfor velegnet til dig, der er udadvendt og glad for at snakke med andre
Ulemper:
- Jobbet kræver, at du er udadvendt. Holder du mest af at arbejde for dig selv i fred og ro, så er promoterjobbet formentlig ikke det oplagte valg for dig
- Du kan komme ud for at skulle stå udendørs og sælge eller promoverer et produkt i al slags vejr
- Er du udelukkende provisionsaflønnet, så kan du risikere at få en lav timeløn, hvis salget eller konverteringen af nye medlemmer går dårligt – dog kan du også opnå en højere timeløn end ved andre jobs, hvis du kan dit kram
Telemarketing
Telemarketing går ud på, at du typisk sidder i et callcenter og ringer rundt til potentielle kunder eller nye medlemmer til virksomheder, foreninger eller organisationer.
Afhængig af din arbejdsgiver kan du tilbyde alt fra nye mobilabonnementer til medlemskaber af velgørenhedsorganisationer. Du vil derfor ofte have en del variation i arbejdet i den forstand, at du løbende skal sætte dig ind i nye produkter, services og tilbud, og du taler med mange forskellige mennesker i løbet af en arbejdsdag.
Du skal ikke nødvendigvis være lige så socialt anlagt og udadvendt, som du skal som promoter eller facer. Dog skal du stadig holde af at tale med fremmede mennesker over telefonen og ikke lade dig personligt gå på af afslag.
Kan du snildt klare ovenstående, så er det ofte rimelig nemt at finde et job som telemarketer – eller det mere mundrette; telefonsælger. Der er typisk høj turnus inden for faget, og du kan finde jobs på dette område i de fleste mellemstore og store danske byer.
Fordele:
- Du kan typisk vælge fleksible arbejdstider – både om dagen, om eftermiddagen og om aftenen
- Lønnen kan bestå af en grundløn i timen plus provision pr. hvervning eller salg oveni – du kan dermed opnå en højere timeløn end ved mange af de øvrige studiejobs
- Er du glad for at sludre med andre mennesker, er dette job oplagt, da du taler med fremmede over telefonen hele vagten igennem
Ulemper:
- Hvis du kun er provisionslønnet, kan du risikere at sidde med en lav timeløn, hvis det ikke går godt den pågældende dag
- Hvis du ikke er glad for at tale med fremmede, er jobbet ikke oplagt for dig, da det er hele grundessensen af stillingen
Sådan finder du dit studiejob
Når du skal finde frem til dit næste studiejob, kan du gøre det på flere forskellige måder. I dette afsnit kigger vi nærmere på de mest gængse metoder til at finde et job, og vi giver en kort og præcis beskrivelse af hver enkel metode.
Sådan finder du lettest et studiejob:
- Hjemmesider – Du har sikkert allerede hørt om Jobnet, Jobindex, Jobzonen og lignende online portaler. Disse hjemmesider giver dig en oversigt over alle de ledige, opslåede stillinger inden for dit fagområde eller din geografiske præference. Mange af hjemmesiderne har også søgeindstillinger, så du kan søge specifikt efter studiejobs, deltidsjobs o. lign.
- Sociale medier – Hvis du i forvejen bruger Facebook, Twitter eller LinkedIn, så har du sikkert tidligere set venner og bekendte dele eller oprette ansøgninger eller jobopslag. Du kan både lave dit eget opslag, hvor du skriver kort om dig selv, og at du søger studiejob inden for den og den branche – herefter kan du bede venner og familie om at dele opslaget i grupper og med deres venner. Alternativt kan du holde øje i diverse grupper med udgangspunkt i dit lokalområde – i disse grupper bliver der også tit slået jobopslag op.
- Netværk – Dit personlige netværk er et af de vigtigste redskaber, du kan bruge, når du skal finde job. Eftersom du læser denne guide, antager vi, at du selv er ung – derfor har du også i forvejen et bredt netværk af jævnaldrende unge. De har måske i forvejen et fedt studiejob et bestemt sted, eller de har tidligere været ansat et eller flere steder, hvor du med fordel kan ansøge om en stilling. Lad dine studiekammerater, private venner og familiemedlemmer vide, at du søger studiejob. Der kan pludselig opstå en ledig stilling et sted, og hvis din Onkel eller tidligere sidekammerat fra folkeskolen for nylig har hørt dig fortælle, du søger job, så vil du også være den første, de henvender sig til.
- Uopfordret ansøgning – En fjerde mulighed er at sende uopfordrede ansøgninger ud til de arbejdspladser, du gerne vil arbejde hos. Det er formentlig ikke lige så effektivt som ansøgninger til opslåede stillinger, men det skader bestemt ikke, at din ansøgning ligger parat hos de enkelte virksomheder, når de pludselig mangler en ny kollega. Lav en målrettet ansøgning og et overskueligt og ærligt CV, og aflevér dem så til de arbejdspladser, du kan se dig selv på.
I de følgende afsnit ser vi nærmere på netop ansøgninger og CV. Hvordan er det lige, de skal laves? Hvad skal du altid huske at skrive, og hvad må du aldrig skrive? Og hvordan retter du henvendelse til den pågældende virksomhed med din ansøgning?
Sådan laver du en ansøgning
En ansøgning behøver hverken være 2, 5 eller 10 sider lang – snarere tværtimod. Du skal altid huske på, at når du søger studiejob hos en virksomhed, er der højst sandsynligt en lang række andre unge motiverede mennesker, der gør det samme. Derfor vil en ansættelsesansvarlig typisk have en stor bunke ansøgninger, som vedkommende skal se igennem – og ofte kigger de kun fra toppen, indtil de finder en passende kandidat at hive ind til jobsamtale.
Derfor bør du være kortfattet i din ansøgning. Giv en kort præsentation af dig selv som person, og fortæl, hvorfor du søger jobbet, samt hvordan du kan bidrage positivt til arbejdspladsen.
Søger du job som promoter eller telefonsælger, er det væsentligt at nævne, at du er socialt anlagt og meget udadvendt. Søger du job som lærervikar, kan du med fordel nævne, at du har et fleksibelt studie, som lader dig tage imod vagter med kort varsel.
Din ansøgning skal ikke være arrogant – husk, at du er én blandt mange ansøgere. Omvendt skal du heller ikke være underdanig. Du skal med andre ord ikke tale dig selv ned i ansøgningen. Find ud af, hvad du ærligt er god til, og fokusér på dine stærke sider i ansøgningen. Fortæl læseren, hvordan du kan bruge dine personlige eller faglige færdigheder i arbejdet i den pågældende stilling.
OBS: Husk altid at skrive navn, adresse, kontantinformationer, modtager, modtageradresse og dato på din ansøgning. Indsæt meget gerne et vellignende foto af dig selv i høj kvalitet. Dette fungerer ekstra godt, hvis du afleverer din ansøgning ved at møde personligt op på arbejdspladsen og giver et godt førstehåndsindtryk.
Sådan laver du et CV
Dit CV adskiller sig væsentligt fra din ansøgning, da de hver især har to vidt forskellige formål. Mens din ansøgning skal give en kort og personlig præsentation af dig selv, samt kortfattet fortælle, hvordan og hvorfor du kan bidrage positivt til arbejdspladsen, så skal dit CV fungere som en oversigt over dine erfaringer og kompetencer.
Du kan dele dit CV op i flere forskellige sektioner, men her holder vi os til 3 klassikere; hhv. erhvervserfaring, uddannelsesbaggrund samt kurser, beviser mv.
- Erhvervserfaring – Hvis du tidligere har gået med aviser, arbejdet som opvasker, eller som hvad som helst andet, så få det med i din ansøgning. Selv hvis du ikke mener, at det tidligere job har faglig relevans for den stilling, du søger, så kan en kommende arbejdsgiver se, at du har været vant til at arbejde og dermed kan finde ud af at møde til tiden, passe dit arbejde og generelt tage et ansvar.
- Uddannelsesbaggrund – Sørg for at få med i dit CV, hvornår du har afsluttet folkeskolens afgangseksamen, eventuelt hvornår du har afsluttet en tidligere ungdomsuddannelse herunder gymnasiale uddannelser og erhvervsuddannelser. Skriv også gerne, hvis du har taget grundforløb men ikke gennemført hele uddannelse. Nævn også din nuværende uddannelse, som du er i gang med at gennemføre, mens du søger arbejde ved siden af.
- Kurser, beviser mv. – Under dette punkt kan du fortælle, om du har kørekort og på hvilket niveau (typisk B-kørekort), hygiejnebevis, salgskurser, kommunikationskurser og des lignende.
Foruden ovenstående kategorier kan du også vælge at nævne sprogkundskaber, IT-kompetencer o. lign., hvis det er relevant for den pågældende stilling, du søger. Søger du et job som avisomdeler, er det måske ikke så relevant at nævne, hvor mange forskellige grafer du kan lave i et Excel-ark, og omvendt kan det være en god idé at nævne engelskkundskaber og andre eventuelle sprogkundskaber, hvis du søger et job, hvor der er mulighed for at tale med internationale kunder.
OBS: Husk altid at opsætte emnerne i dit CV i omvendt kronologisk rækkefølge. Det betyder, at du skriver dine nyeste og seneste erfaringer øverst på listen, og de ældste skriver du nederst.
Eksempel på omvendt kronologisk rækkefølge i listen over erhvervserfaring:
- 2015-2017 Telefonsælger hos TakForSnakken ApS
- 2011-2012 Opvasker hos TakForMaden ApS
- 2009-2011 Avisomdeler hos TakForAvisen A/S
Det samme gør du med din uddannelseserfaring og dine kurser, beviser o. lign.
5 bonusråd til din ungdomsøkonomi
Når du søger et studiejob, er det fordi, du ønsker at forbedre din økonomi som ung studerende. Men der er flere måder, hvorpå du kan spare lidt ekstra og få flere penge i kassen.
Dette sidst afsnit i guiden handler derfor om metoder, du kan bruge til at få flere penge mellem hænderne, som ikke har noget med dit studiejob at gøre. Det skal derfor ses som et supplement til dit kommende studiejob, da selve jobbet utvivlsomt vil være det redskab, som har størst positiv indflydelse på din økonomi.
Ikke desto mindre kan du med fordel følge et eller flere af følgende 5 bonusråd til at få en bedre, større og sundere ungdomsøkonomi:
Boligstøtte
Hvis du er flyttet hjemmefra og bor i en lejet bolig, har du ret til at søge om boligstøtte. Boligstøtte er et tilskud, som staten giver til de, der har brug for et supplement til at dække boligudgifterne.
Du får enten boligstøtten udbetalt kontant på din NemKonto i banken, eller din udlejer modtager den, hvormed beløbet bliver modregnet i din husleje, så du opnår en billigere månedlige husleje. Du ansøger om boligstøtte på Borger.dk.
Beløbet, du kan modtage, varierer afhængig af forskellige faktorer såsom antal voksne i husstanden, din indkomst, din husleje o. lign.
Du kan også læse vores uddybende og forklarende guide om boligstøtte her.
Madplan
En madplan bruges til dels at give mentalt overskud, men først og fremmest er det en super enkel og meget effektiv måde at spare penge på.
Der findes mange måder at lave en madplan på, men her får du den simple opskrift på en standard madplan, der kan spare dig for en del hundrede kroner hver måned.
Én gang om ugen laver du en plan over alt, du skal handle ind til den kommende uge. Det kan både være fødevarer til morgenmad, frokost og aftensmad, men du kan også medregne andre dagligvarer såsom shampoo, toiletpapir og tandpasta.
Når du har hele listen klar, sørger du for at handle det hele ind på én gang – og her kommer pointen med madplanen; når du kun handler ind én gang om ugen, undgår du at blive fristet til at købe en masse forskellige varer, du egentlig ikke har brug for.
Alt fra slik og sodavand til diverse nipsting bliver derfor strøget fra dine indkøb, og afhængig af dit typiske forbrug vil du opleve en markant besparelse.
Få flere tips til besparelser i vores guide til at spare penge på kostbudgettet.
SU-lån
Som udgangspunkt er det altid bedst at spare op til noget, du vil have, frem for at låne dig til pengene. Dog vil der komme perioder i løbet af livet, hvor du bliver nødt til at optage lån.
Det vil typisk være i forbindelse med køb af bolig, bil og eventuelt mindre ting såsom indskud til den første lejlighed.
Når vi har taget SU-lån med på denne liste, er det derfor ikke fordi, vi anbefaler dig at optage SU-lån og bruge pengene løbende. Du kan nemlig undlade at optage lån løbende og derimod vente til udgangen af året, hvor du kan ansøge om at optage et samlet lån svarende til alle de måneder i året, du har været SU-berettiget.
Når du får udbetalt pengene, gemmer du dem og bruger dem senere på f.eks. udbetaling til bil, bolig eller andre større investeringer. Grunden til at SU-lånet er en god måde at optage lån og lave opsparing på er, at renten på et SU-lån er ekstrem lav i forhold til andre låntyper herunder forbrugslån, kviklån og selv boliglån og billån.
Faste udgifter
Du har formentlig en hel del faste udgifter hver måned, hvad enten du bor ude eller ikke er flyttet hjemmefra endnu.
Du har måske udgifter til husleje, mobil- og TV-abonnement, licens, fitness, internet o. lign. Udgifterne til alle disse ting udgør samlet langt størstedelen af dit månedlige budget, og derfor kan der være mange penge at spare på at gennemgå udgifterne én for én.
Kig efter andre udbydere af hvert enkelt produkt eller service, og undersøg, om du kan spare penge på at flytte over til en anden udbyder. Selvom huslejen måske ikke er den nemmeste at ændre, da der kan være andre udgifter forbundet med flytning, så kan bl.a. internet og mobilabonnementer oftest nemt skiftes ud med billigere alternativer.
Denne øvelse gør sig selvfølgelig også gældende for alle andre faste udgifter, du har, som ikke er så generelle. Det kunne bl.a. være kontaktlinser, forsikringer, fagforening og a-kasse samt transport.
Find her hjælp til at finde den billigste a-kasse
Find her hjælp til at vælge det rette mobilabonnement
Betalingskort med saldokontrol
Det sidste råd på listen over måder at få en sundere ungdomsøkonomi på er til dig, som kan have lidt svært ved at lade den nye Samsung Galaxy eller tømmermandspizzaen søndag formiddag være, selvom du ikke har så mange penge tilbage på kontoen.
De fleste betalingskort herunder Visa og MasterCard kan nemlig vælges som kort med saldokontrol. Det betyder, at du altid højst kan hæve eller bruge et beløb svarende til det, der rent faktisk står på den pågældende bankkonto.
Så hvis du med hånden på hjertet må indrømme, at du nogle gange svinger dankortet lidt ekstra, selvom det resulterer i overtræk, så kan denne lille ændring fra almindeligt betalingskort til et kort med saldokontrol gøre en kæmpe forskel din privatøkonomi.
Du skal bruge lidt tid på at vænne dig til begrænsningen, men du vil hurtigt opdage, at du sagtens kan undvære mange af tingene, og at du samtidig får mere mentalt og økonomisk overskud, da du slipper for at bekymre dig om overtræk på kontoen og udgifter til renter.
Har du spørgsmål?
Vi bestræber os hele tiden på at udvikle og opdatere indholdet på siden, så det er så relevant, aktuelt og gavnligt som muligt for unge studerende, der søger studiejob eller ønsker en bedre økonomi.
Har du spørgsmål, ris, ros eller supplerende råd til denne guide, må du derfor meget gerne bidrage med en kommentar herunder.
Skriv et svar